Erhvervsdrivende fonde står til dansk comeback

Sønderjyske LINAK med direktør Bent Jensen i spidsen, viser vejen for dansk erhvervsliv, med genoplivningen af en særlig dansk specialitet, der har sikret at titusindvis af arbejdspladser er forblevet i Danmark. Hjulpet på vej af ny lovgivning, men drevet af både sund forretningssans og et ansvar for det samfund Bent Jensen og hans virksomhed hører hjemme i.

”Danisco solgt til udenlandsk virksomhed – rykker hovedsæde og arbejdspladser til USA”.
Nogenlunde sådan lød overskrifterne tilbage i 2011. Kan det samme ske for Carlsberg, Novo Nordisk eller måske Mærsk? Heldigvis ikke – eller i alt fald kun meget, meget vanskeligt. Det skyldes en ganske særlig dansk konstruktion: De er alle ejet af erhvervsdrivende fonde. Det var Danisco ikke. Erhvervsdrivende fonde er en særlig dansk model for ejerstruktur, der medfører en række fordele. Hovedpinen er, at der de sidste 14 år ikke er blevet stiftet en eneste ny fond, der ejer en større dansk virksomhed. Problemet gør sig i høj grad gældende, når der sker et generationsskifte i en virksomhed eller når en virksomhed går i arv. Det kan simpelthen ikke betale sig for ejerne, at stifte en erhvervsdrivende fond som de skattemæssige regler har været hidtil.  Det gør regeringen nu noget ved. Erhvervsdrivende fonde flugter nemlig på så mange punkter med den form for økonomisk ansvarlighed, som vi Socialdemokrater og jeg selv værdsætter så højt.

Med direktør Bent Jensens melding om at milliardvirksomheden LINAK skal være fondsejet, når han selv engang ikke længere kan stå i spidsen for virksomheden, er startskuddet gået til en ny æra for en af dansk erhvervslivs største successer.

Med regeringens vækstplan genindføres muligheden for enkelt at videreføre en virksomhed i forbindelse med et generationsskifte som erhvervsdrivende fond. Det er ubetinget det element i vækstplanen jeg selv har arbejdet mest ihærdigt for at sikre, fordi det på en og samme tid værner danske virksomheder mod fjendtlige opkøb og samtidig er et godt værktøj til at sikre danske arbejdspladser.

Ser man på de mest succesfulde danske virksomheder, springer det tydeligt i øjnene, at store dele af dem netop har en fondskonstruktion i deres ejerkreds. Carlsberg er nok det mest berømte eksempel, fordi stifteren J. C. Jacobsen ikke fandt hans søn Carl værdig til at overtage det store bryggeri. I stedet stiftede han en fond der fik en stram fundats og en klar retning for virksomheden. I dag er Carlsberg et af verdens største bryggerier, beskyttet af en kombination af fondseje og en anden dansk specialitet: B-aktier.

De erhvervsdrivende fonde har vist sig særlig robuste i krisetider. Mens ikke-fondsejede virksomheder har tabt 11 pct. jobs under finanskrisen, har de fondsejede kun tabt 8,7 pct. Derudover har de ikke-fondsejede virksomheder haft en negativ vækst i salg på hele 18,2 pct. fra 2004-2010, mens de fondsejede ”kun” oplevede en negativ vækst i salg på 5,6 pct. i samme periode. Ikke nok med at de erhvervsdrivende fonde holder virksomheder og arbejdspladser i Danmark, så har de altså også vist sig som mere robuste i tider hvor det går dårligt. Forklaringen skal findes i, at de erhvervsdrivende fonde er mere finansielt konservative og investerer mere langsigtet – de har ikke en flok hungrende aktionærer liggende på lur, for at tjene hurtige penge.

Hos Socialdemokraterne bryder vi os som bekendt ikke meget om tjubang-økonomi med hurtige og tvivlsomme investeringer, som visse kapitalfonde udøver og som store dele af de finansielle markeder har været optaget af. Derfor er det godt at der findes sunde alternativer, der både er sunde, profitable og stærke.

Det er godt at sønderjyske LINAK har taget førertrøjen på og viser vejen for andre virksomheder der i de kommende år skal gennem generationsskifter. Direktør Bent Jensen har så givet den en ekstra tand ved at forære 1/3 af ejerandelen i hans virksomhed til medarbejderne.  Det vidner om en ganske særlig tilgang til det at drive en ansvarlig virksomhed – og en livsindstilling som jeg har den allerdybeste respekt for.

Jeg er glad for, at regeringens tiltag vil gøre det muligt for flere virksomheder at følge i Bent Jensens fodspor og jeg ser frem til at behandle lovgivningen på området i den kommende folketingssamling.

2 responses to “Erhvervsdrivende fonde står til dansk comeback

  1. Fordelen ved erhvervsdrivende fonde er bl.a., at man har sikkerhed for at pengene rent faktisk er der.
    Et aktieselskab – intet ondt ord om begrænset hæftelse – kan man aldrig vide om hvor mange penge selskabet har lånt sig selv – evt. gennem forskellige stråmandskonstruktioner.

    Hvis vi tager Danske Bank, så er det sådan, at en hedgefond er en betydelig aktionær. Det kom efter at ATP, PFA og RealDania Fonden ikke alene kunne slippe Danske Bank aktier: De var mageligt i stand til at kyle dem.

    For at undgå at aktiekursen hamrede i bund, så købte hedgefonden aktierne. Men hvem mon har lånt hedgefonden pengene til aktiekøbet – og hvilken sikkerhed har hedgefonden stillet for lånet.

    Det minder betænkeligt om den konstruktion som Roskilde Bank lavede med at vride armen rundt på boligejerne og presse dem til at købe Roskilde Bank aktier for lånte penge – med sikkerhed i den ejendom, som Roskilde Bank havde lånt dem penge til at købe.

    Problemet er, at disse penge reelt ikke eksisterer. I tilfælde af aktionærens konkurs overtager kreditor sikkerheden, hvorved aktierne glider ind i beholdningen af egne aktier. Reelt er det sådan, når der er brug for det, forsvinder de penge.
    Det betyder at ikke alene går debitor på numsen, men det gør banken også for så står de med nogle aktier, der kan være svære at sælge.

    Jeg er principiel modstander af medarbejderaktier af den fundamentale årsag, at går virksomheden konkurs, så mister lønmodtageren både sit arbejde og sin opsparing.

    Ligeledes finder jeg det uheldigt som man ser i Danish Crown, at medarbejderne skyder penge i virksomheden. Der er en modsætning mellem arbejdstagerne og ejerne af en virksomhed som er sund.

  2. Der er jo nogen interessante perspektiver i dette.

    Det er skrigende klart, at bankerne ikke har den fjerneste opfattelse af, hvad begrebet risiko dækker – højst med en tidshorisont på et års tid. En bankmand er en, der højst kan forudsige datoen på juleaften – med store forbehold.

    Det er stærkt utilfredsstillende for pensionssparerne at anbringe pengene i pensionsionsfonde og banker, der ikke har begreb skabt om, hvad de foretager sig.

    En erhvervsdrivende fond kan være en udmærket konstruktion til at få risikoen lagt dér, hvor der er folk, der véd hvad de snakker om. Der er f.eks. ikke nogen, der har indsigt nok i shipping herhjemme udenfor f.eks. APM til reelt at vurdere risikoen – Torm er et afskrækkende eksempel.
    Det er en myte, at afkastet på risikobetonede investeringer er større end på statsobligationer – det er det ikke: Det skyldes udelukkende, at man ikke regner de uundgåelige tab med – netto er afkastet nok nogenlunde det samme.

    En erhvervsdrivende fond kan bære virksomhedens risiko. Der er jo ikke nogen, der siger at man skal finansiere alt med egenkapital. Pensionssparerne kan fint anbringe deres penge i virksomheder – uden at indgå i et lottospil, som de ikke kan gennemskue (og deres pensionskasser sandelig heller ikke kan – forstod Du den Dennis?).

    Sparerne kan så anbringe pengene i virksomheden gennem virksomhedsobligationer.

    Nu er erhvervsdrivende fonde en del af løsningen; men også kun en del. Aktieselskabsformen er ganske udmærket i mange tilfælde – bl.a. fordi man reelt ikke udbetaler udbytter; men aktionærerne får afkastet gennem en kursgevinst over tid.
    Man har så overdrevet aktiernes omsættelighed til det absurde med børsnoteringer til højre og venstre. Der er ikke tale om en børs; men et gedemarked.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tophistorier

Unfortunaly, this xml/rss feed does not work correctly...