Ingen æggedeler til Danske Bank

Hvis den risiko Danske Bank i kraft af sin størrelse, potentielt, udgør for den danske økonomi skal minimeres, er det ikke nok at tvangsopdele virksomheden i to eller tre mindre institutter. Derfor har regeringen valgt en anden måde at forhindre at Danmark igen kommer i en situation hvor en af disse banker kommer i farezonen.

Danmark har et antal pengeinstitutter der i kraft af deres størrelse er det man kalder systemisk vigtige eller SIFI-banker i daglig tale. På engelsk har man et populært udtryk for disse institutter: too-big-to-fail, hvilket sådan lidt frit kan oversættes til “for store til at krakke”. Det er i EU bestemt at der skal tages særligt hånd om disse SIFI-banker og i Danmark har et ekspertudvalg udarbejdet et forslag der vil betyde at de største danske banker får stillet særlige krav til deres kapitalgrundlag, gradueret efter størrelse, så de største krav stilles til det største institut, Danske Bank.

Vi ved desværre hvor slemt det kan gå, hvis en bank der er systemisk vigtig alligevel krakker. I vores nordiske broderland Island har de således bitre erfaringer med det. Fra den ene dag til den anden kollapsede den islandske økonomi i 2008 og betalingskortene holdt bogstaveligt talt op med at virke. Kun de kontanter man lå inde med under hovedpuden var tilbage. En lignende situation kunne være opstået i Danmark, havde der ikke været grebet hastigt ind, med det der er blevet kendt som bankpakke I. Siden dengang, i efteråret 2008, har målsætningen været klar, ikke blot i Danmark, men i hele verden: Sådan en situation må ikke opstå igen.

Derfor blev forligskredsen bag bankpakkerne, umiddelbart før sidste valg, enige om at der skal indføres en særlig håndtering af de systemisk vigtige pengeinstitutter. Et udvalg blev nedsat for at komme med anbefalinger til hvordan det skulle foregå.

Man kunne i princippet vælge to veje: Enten kan man opsplitte de største banker ved tvang eller man kan stille særligt høje kapitalkrav til dem. Når den klare anbefaling fra ekspertudvalget, der sidenhen er blevet bakket op af Nationalbanken og Det Systemiske Risikoråd, går på at indføre skærpede kapitalkrav og dermed ikke tvangsopsplitte banker i Danmark, skyldes det at det samlet set vil have den bedste beskyttende effekt for samfundsøkonomien.

For at forstå det skal man blandt andet se på den største af de danske SIFI-institutter, nemlig Danske Bank. Danske Bank har en størrelse, der sammenlignet med det øvrige Europa er rekordstor og det ved jeg godt kan kræve en forklaring, for banken er jo kun en halvstor spiller i europæisk sammenhæng. Alligevel er det sådan at man kun i Cypern finder en bank i EU, der udgør en større del af samfundsøkonomien og dermed en større potentiel risiko for nationen. Danske Banks samlede balance svarer til næsten det dobbelte af Danmarks bruttonationalprodukt – til sammenligning udgjorde Lehman Brothers blot 5 % af USA’s bruttonationalprodukt da den kom i vanskeligheder i efteråret 2008. Så selvom der findes pengeinstitutter i Europa der er meget større end Danske Bank, skal man altså se på forholdet mellem bank og nationalstatens samlede økonomi for at få et indtryk af den systemiske risiko.

Hvis man nu forestiller sig at man gjorde som nogle har talt for herhjemme og opsplittede Danske Bank i to eller tre enheder, som det vil falde naturligt med forretningsområderne, så vil man blot stå i den bizarre situation, at man har to eller tre banker der hver for sig udgør en gigantisk risiko for samfundet. Så med mindre man bogstaveligt talt finder sin virtuelle æggedeler frem og opsplitter Danske Bank i eksempelvis femten eller tyve mindre institutter, så fjerner man ikke den systemiske risiko. Sådan en æggedeler-øvelse vil næppe være hverken gavnlig eller praktisk mulig, så selvom der sikkert findes debatlystne partifæller til mig, der ville fryde sig over at gå i gang ved huggeblokken, så skal det i alt fald ikke være for at imødegå den systemiske risiko, at de skal argumentere for det forslag.

Nej, løsningen ligger derimod i at stille skærpede kapitalkrav til de systemiske banker – sådan at jo større en risiko de udgør, jo større krav til kapitalens størrelse stilles der.

Jeg er naturligvis noteret mig at nogle borgerlige partier før sommer ikke var klar til at gøre en politisk aftale om SIFIer færdig – jeg er jo hverken døv eller blind. Alligevel er jeg dog fortrøstningsfuld i forhold til at forslaget alligevel nok skal finde vej gennem lovgivningsmøllen til tiden. Det er jeg ikke kun fordi det har været en dejlig sommer i Danmark som har givet de borgerlige partier en velfortjent tænkepause. Det er jeg naturligvis også fordi man også her forstår betydning af en håndtering af de særlige risici der er ved SIFI-institutterne som bankforligskredsen jo har forpligtet regeringen til at fremsætte og gennemføre.  Samtidig er regeringen i øvrigt også forpligtet til anden side, nemlig af Det Systemiske Risikoråds henstilling.

Men vigtigst af alt, så tror jeg også at partierne i det danske Folketing vil indse, at alt andet end en hurtig implementering af SIFI-reglerne vil være grænseløst uansvarligt. Og den slags bliver som bekendt ofte straffet hårdt af markederne i sidste ende.

5 responses to “Ingen æggedeler til Danske Bank

  1. Jeg kan da være enig med Benny i, at splitte Danske Bank op vil blot være at så dragesæd.

    Dels er det særdeles vanskeligt at opdele på logisk og fornuftig måde – England er så vidt jeg forstår i alvorlige vanskeligheder med at holde delene fra at slutte sig sammen igen med crossholding og stråmænd – og dermed igen udgøre en kritisk masse af radioaktivt affald.

    Jeg er også blevet overbevist om at lade sektoren klare sine egne problemer ikke er muligt – selv i det usandsynlige tilfælde, at man ikke støder på aktiv sabotage.

    Der er nok ikke anden udvej end systematisk at afskaffe bankerne debitor for debitor, indskyder for indskyder.

    Jeg har de sidste 3-4 år været tilhænger af oprettelsen af nye kreditforeninger, hvor de bedste kunder blev tilbud refinansiering, hvorefter resten vil uddø som radioaktivt henfald.

    På erhvervslånene er der bestræbelser i gang på at få den tunge del af investeringsbehovet over på erhvervsobligationer, så investorerne (læs pensionskasser) kan låne pengene direkte til erhvervslivet. Problemet med erhvervsobligationer er, at de er ikke vanvittig likvide og skal alle holdes til udløb.

    Tilsvarende med andre forretningsområder: Altså den traditionelle opdeling i God Bank/Dårlig Bank – hvor Danske Bank er dårlig – også i den grad.

    Et forøget kapitalkrav kan imødekommes på flere måder.

    Tilførsel af kapital til de eksisterende banker, hvilket nok kun i enkelte og ubetydelige tilfælde vil være en realistisk udvej – vi kunne se hvor galt det gik med Amagerbanken.

    Langt hellere skulle man oprette helt nye pengeinstitutter. Uden at det skal tages som en model, så blev Arbejdernes Landbank i sin tid oprettet for at have et alternativ for fagbevægelsen og almindelige mennesker for at få ordnet de få og små bankforretninger de havde.
    AL bliver aldrig noget stort og fornemt; men det er der heller ikke brug for.

    Dvs. kapital skal tilføres til nye institutter, hver med en begrænset målsætning – det vil helt klart ikke kunne redde de dårligste bankkunder; men formålet er også, at de ikke må trække resten med sig i dybet.

    Den anden måde at bringe den ansvarlige kapital i overensstemmelse med rimelige solvenskrav som sikring af bankens – og landets – overlevelse under de pres, der kommer – og de vil også komme om 20 år og 40 år osv.
    Den måde er at slanke bankens balance for kunder, der kan få alternativ finansiering således som det skete for et par måneder siden med den første bølge af erhvervsobligationer.

    SAS nye investeringer har jeg ladet mig fortælle bliver finansieret via fabrikanten direkte til investorerne.

    En tredje måde er rent teoretisk, nemlig at lade fortjenesten indgå i bankens kapitalgrundlag. Det er rent drømmeri, fordi overskuddet i bankerne består af tab, der ikke er taget, så det er ikke et kunststykke at få “overskud” – man lader bare være med at tage tab. Dermed ikke sagt at bankerne ikke kan yde deres ved at rationalisere og nedbringe en fuldstændig grotesk bemanding.

    Den fjerde måde, som bankerne altid fabler om er nyemission af nye aktier. Det er ganske enkelt ikke gangbart – af to grunde:

    a) Investorer med interesse kan med fordel selv få oprettet en ny bank, så kapitaludvidelsen ikke falder i samme sorte og uigennemskuelige hul.

    b) Aktiemission tilfører IKKE ny kapital til banker. Selvmetoden med at en anden bank foretager emissionen og emitterende bank så køber restlageret er tvivlsom.

    Dernæst holder en gennemgang af aktionærerne ikke til en nærmere undersøgelse.

    i) ATP, PFA og Real Dania fonden har alle de sidste par år afhændet deres portefølje som de fornuftige mennesker, de er. Men det har ikke haft indflydelse på aktiekursen – nej, disse aktier (plus i øvrigt nyemissionen) er købt af hedgefonde – men hvem har lånt hedge-fonden pengene til de køb – et gæt kunne være Danske Bank, der så har egne aktier som sikkerhed for de penge, man har lånt sig selv af Nationalbanken.
    Der er INGEN reel kontrol med stemmerne – og dermed bestryrelsen – for de aktier, der ikke kan afgive deres stemme mod direktionens skøn.

    ii) Der er rigelig med mere eller mindre (navnlig mindre) seriøse spekulanter, der investerer med penge lånt i banken i nye aktier; hvor så aktierne ligger som sikkerhed for nye lån, der så kan købe endnu flere aktier. Det er opskriften på en boble, der kun kan gå galt.

    iii) Der er en del virksomheder, der for lån lægger aktier som sikkerhed – i det tilfælde gælder foregående: Man har dermed givet direktionen hånd og halsret over bestyrelsen med penge som man har lånt aktionærerne – deciderede aktionærlån er normalt ikke velset; men i finansverdenen er det det almindelige.

    Lad os blot konkludere, at det ER ikke muligt at tilføre Danske Bank og de andre SIFI “friske” penge.

    Vi er nød til at bygge en helt ny finanssektor op og så afvikle den gamle i det tempo, det nu kan lade sig gøre.

    Den umiddelbare opgave for så vidt angår SIFI’erne – er at få fjernet ledelsen – helt ned på mellemledere. Så længe de nuværende ledelser sidder vil enhver løsning blive modarbejdet.

    Udskillelsen i God Bank/Dårlig Bank er i Danske Banks tilfælde ret enkel – der ER ikke nogen god del af Danske Bank.

    Den anden forestående opgave er at få reddet landbruget og deres finansiering: Der er endelig ved at komme ordentlige priser, så de bedre gårde har en chance for at arbejde sig ud af problemerne.
    Her er situationen langt fra håbløs trods overbelåning.

    Vi skal så også have reddet slagterierne (mejerierne mm.) for tanken er nemlig rigtig: Bønderne leverer til f.eks. slagteriet, der splitter grisene i reservedele – hvis nogen har været på værksted, så véd man godt hvad reservedele koster.
    Danske forbrugere kan så drage nytte af, at afsætningen efter mørbrad ikke altid kan nå prisen, så danske forbrugere får et godt tilbud.

    Endelig vil det også hive nogle af de arbejdspladser tilbage som polsk arbejdskraft i f.eks. Tyskland kommer med – for de kan ikke give varen den forædlingsværdi, der ligger i at kinesiske forbrugere kun får det, de vil betale for, tyske forbruger får den skinke de vil betale for.

    Det begynder at haste, at få en restrukturering så vi kan redde og videreudvikle nogle arbejdspladser, der kan lave noget fornuftig forædlingsværdi.

  2. Et problem man kan gøre noget ved – hvis man beholder bankerne samlet og kræver mere kapital.

    Det er den uskik, at nogen har lånt penge i huset på f.eks. afdragsfri flex og indbetalt det på en pensionsordning i samme bank.

    Formålet fra spekulantens side er naturligvis at spare skat, fordi pensionen om 20 år – formentlig er til en lavere skatteprocent end den han i dag må betale marginalt.

    Rent ud sagt: Det er hul i hovedet: Den skattemæssige fordel der kunne være for spekulanten er afgjort marginal – og den vil med rimelig sikkerhed blive mere end ædt op af administration, gebyrer og tab på vejen.

    Det er tåbeligt at tro, at man kan tjene penge på at låne dem af sig selv.

    I mellemtiden puster den bank balancerne op med både et udlån og et indlån – der reelt begge dele kræver kapital – men der er INTET andet end risiko i ordningen.

    Der er en enorm gæld i ejerboliger og en tilsvarende stor “opsparing”.

    Hvor langt man kan komme ved at eliminerer denne form for Ebberød Bank – der i øvrigt spiller hazard med statens penge – ja, det ved jeg ikke,

    Det er nok ikke så forfærdelig meget, fordi dem med en stor opsparing har næppe samtidig den store gæld – hvis de ellers véd, hvad de gør.
    Det er DYRT at betale for at låne sine egne penge!

    Som forholdene er, så har vi ikke råd til at overse selv mindre muligheder for at slå en hånd i den kant, vi ER kørt ud over.

    Giver det så kun 1% i reduktion af boliggælden – dvs. 15 mia. så er det værd at tage med. En ting er sikkert.

    Pensionskasserne har p.t. deponeret en 250 mia. i Nationalbanken til negativ rente, så der er ikke nogen som helst fornuftig investering, der kommer til at lide nød ved en samtidig reduktion af gæld og formue.

    Men det kræver altså, at man går ind i banker og deres kreditforeninger og personnummer for personnummer får arbejdet luften ud af bankbalancerne.

    Et tiltag af den karakter vil mindske kapitalbehovet i finanssektoren – herunder Danske Banks – kapitalbehov – ikke finanssektor ….. og dog….

    Normalt er det svært at gøre udlæg i en fallents pensionsopsparing, så deciderede fallenter er nok ikke interessante; men denne ordning læner sig op ad en implicit statsgaranti – som nok ikke er realistisk.

    Vi har problemer nok med finanssektoren, så lad os dog løse de problemer vi kan – specielt når ingen reelt bliver ringere stillet.

  3. Business as usual.

    Det rigtige spørgsmål er derfor – hvorfor vore politikere med åbne øjne, igen igen, har ladet komme så vidt?

    Svaret kender vi desværre også kun alt for godt.

  4. Man skal i forbindelse med opdeling af f.eks. banker også være opmærksom på fænomenet “cross-holding”.

    F.eks. Lad Bank A købe for 1 mia. aktier i Bank B, der køber for 1 mia. i Bank C, som så slutter ringen med at købe 1 mia. i Bank A.

    Tilsyneladende er der tilført banksektoren 3 mia. i ansvarlig kapital – i virkeligheden er der jo ikke kommet en øre mere!

    Det er så den cross-holding der er til at forholde sig til. Over en vis grænse – så vidt jeg husker 5% – skal ejerne angives i årsregnskabet, hvilket giver anledning til de sædvanlige krumspring med noget som 4,999% ejerandel.

    Det er imidlertid det mindste af det hele.

    Vi har også det fænomen, der hedder hedge fonde og investeringsbanker.

    Når man skaffer ny aktiekapital får man en investeringsbank til at forestå emissionen. Denne bank ejer på emissionstidspunktet de nye aktier; men emittenden garanterer for hele beløbet til en aftalt kurs – og hjemkøber også aktier, der ikke kan sælges til fastsat kurs.

    Hedgefonde kører lidt anderledes: De opkøber aktierne; men for hvis penge? Bestemt ikke deres egne!
    De lægger dem i et eller andet obskurt “Invest ApS”, som de ejer. Pengene til at købe aktierne låner de i banken, som naturligvis får aktierne som sikkerhed.

    Pantsatte aktier kan ikke udøve stemmeret i modstrid med panthaverens interesser.

    Dvs. pantsatte bankaktier burde ikke have stemmeret og burde ikke medregnes – ganske på linje med aktier i egenbeholdningen.

    Dvs. pantsatte bankaktier pantsat i en bank burde heller ikke tælle med i sektorens kapital – slet ikke egne aktier, der er pantsat:

    I tilfælde af konkurs er disse pantsatte aktier penge, som banken skylder sig selv. Det betyder, at kreditorerne i banken – dvs. indskyderne (og staten) kan ikke kræve pengene hos dem, der har lånt penge af banken .- ja, det kan de da godt; men så går debitor fallit (formentligt et ApS) og banken lægger sin klamme hånd på sikkerheden, hvorved man dels taber udlånet, dels får nogle værdiløse egne aktier – der IKKE tæller med.

    Endelig er der så handelsbeholdningen, hvor banken råder over over et vist antal aktier med videresalg for øje. Nu sælges de aktier jo ikke, hvis banken ikke opnår en – for dem – tilfredsstillende fortjeneste – dvs. kurs.

    Jeg skal advare mod at trække på skuldrene af dette fænomen.

    Vi så i Spanien hvordan man sammensluttede et antal lokale banker i en stor mødding. Problemet var bare – hvis jeg ikke tager fejl – at udover at udlånet var med sikkerhed langt ud over ejendomsværdien i det hypotetiske tilfælde, at der var noget, der hed fri handel:
    Disse banker har med garanti ejet aktier hos hinanden og når man så byttede om til den nye banks (Bankia) aktier, så må man have opdaget, at man i ganske forfærdelig grad kom ud for, at den nye bank havde en ansvarlig kapital, der bestod af ikke-eksisterende penge, man havde lånt sig selv!

    Jeg vil blot pointere, at jeg tror ganske enkelt ikke på, at Danske Bank KAN rekapitaliseres så de har en chance for at nå noget, der minder om solvens.

    Nok er investorer dumme (og tilmed frække, de vil også have afkast!), men der er grænser, så de aktier kan ikke sælges uden én eller anden form for cross-holding cirkus, der ikke reelt tilfører banken en krone i ansvarlig kapital.

    Hermed står staten IGEN med håret i postkassen og skal ind og skyde penge ind .- IGEN.

  5. Nu har vi udvist reservation overfor idéen med opsplitning af banker.

    Her skal vi holde fast i, at det ikke er en principiel betænkelighed; men udelukkende, at den i Danske Banks tilfælde hverken vil have den store positive effekt eller være praktisk gennemførligt.

    Jeg så, at Den Jyske Sparekasse formentlig bliver tvunget til at sælge sine sektoraktier i DLR. Det er så en måde at skaffe en reelt bedre egenkapital i finanssektoren. Problemet er så bare om det er en anden bank, der også køber skidtet.

    I Danske Banks tilfælde kunne det være en god idé at udskille f.eks. de fast forrentede realkreditannuiteter og sælge dem, eller rettere et dertil nyoprettet selskab, til “friske” penge.

    Her er problemet så, at det ikke nytter noget at sælge dem til pensionskasserne, for så vandrer pengene bare fra et finansinstitut til et andet – uden der bliver ændret så forfærdelig meget ved det.

    Vi bliver nød til at gøre noget ved “crossholding” i finanssektoren specielt.

    1) En ting er den direkte crossholding, hvor bankerne ejer aktier i hinanden, hvor man så bare aftaler at købe hinandens aktier: Du køber en milliard af mine og jeg køber en milliard af Dine, så har vi lige pludselig en meget større egenkapital begge to – uden at tage penge op af lommen.

    2) Den anden livsfarlige faktor er den Roskilde Bank var så glad for. Optag f.eks. lån i huset og køb bankaktier. Da banken så gik ned, så var aktionærerne ruinerede; men SAMTIDIG blev tabene meget større, fordi det udlån man havde til aktionærerne nu blev værdiløst.

    3) Endnu værre er udlån til spekulanter, hvor der ligger egne aktier til sikkerhed.

    Bare for at illustrere problemerne og illusionerne i at skaffe ny kapital. Specielt fordi en investor skal være godt idiot for at hælde flere penge ind i en bank.

    Endelig skal man også være opmærksom på ulemperne ved den udskudte skat af pensionsopsparing: Her nytter det ikke noget at staten har store tilgodehavender i udskudt skat, hvis disse midler ikke kan investeres til et afkast.

    Altså, hvis selve skattesystemet medfører, at staten i sidste ende mister penge, fordi man har penge liggende i pensionskasser, hvor de ikke KAN forrentes.

    Men det ligger længere fremme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tophistorier

Unfortunaly, this xml/rss feed does not work correctly...