Er der blod på din skjorte?

Mere end 1.000 arbejdere er fundet døde i murbrokkerne på en sammenstyrtet tøjfabrik i Dhaka, Bangladesh. Hvis du har købt en skjorte af mærket Lindbergh hos tøjkæden Wagner, er der en sandsynlighed for, at den har været gennem hænderne på en af de døde arbejdere. Man skulle tro at danskerne var i oprør, men nej, tavsheden over denne skamfulde sammenhæng er lige så larmende stille, som den ufrivillige grav der blev så mange til dels onsdag den 24. april.

Denne skjorte fra danske Wagner er sandsynligvis produceret på virksomheden New Wave Bottoms Limited hvor mere end 1.000 er omkommet - billedkilde: Wagner.dk

Jeg har ingen grund til at tro at danskerne er særligt kyniske når det handler om vores tøj. Der er helt sikkert mange bevidste forbrugere der handler tøj i tøjkæderne Wagner og Tøjeksperten, men jeg tror det er de færreste af dem der er klar over at der er en direkte sammenhæng mellem de skjorter de kan købe under mærkenavnene Bison, Lindbergh og Shine og så virksomheden New Wave Bottoms Limited, der havde produktion i den nu sammenstyrtede otte-etagers fabriksbygning Rana Plaza i Bangladeshs hovedstad Dhaka. Hvis danske medier havde været bedre til at viderebringe den information, ville reaktionen herhjemme nok være en ganske anden.

Det er tøjvirksomheden Texman i Aalborg der står for de tre tøjmærker der er blevet fremstillet på virksomheden i Dhaka. Virksomheden mener selv at forholdene hos deres underleverandør i Bangladesh har været i orden, når de har undersøgt forholdene. Til Berlingske har Texmans administrerende direktør Ole Koch Hansen således udtalt: ”Vi føler med de efterladte. Det ser meget voldsomt ud, det der er sket. Vi har handlet med fabrikken gennem syv eller otte år og har været godt tilfredse. Vores egne indkøbere har besøgt fabrikken og har ikke bemærket, forholdene ikke skulle være i orden.”
Det er naturligvis fint at Berlingske har ladet Texman komme til orde kort efter sammenstyrtningen skete, men siden er der ikke sket mere. Ingen danske medier har fulgt sagen op. Ingen har stillet det helt naturlige spørgsmål til Texman, Wagner og Tøjeksperten: Hvad vil I gøre for at hjælpe de efterladte familier i Bangladesh? I modsætning til Texman har den canadiske supermarkedskæde Loblaw eksempelvis erklæret at den vil støtte katastrofens ofre økonomisk.

Ingen har stillet den danske tøjbranche det helt naturlige spørgsmål: Hvad vil I gøre for at undgå gentagelser? Store danske virksomheder som IC Companys, Jysk og Bestseller er aktive i Bangladesh, hvilket kan være helt i orden, hvis der ellers er styr på arbejdsforholdene, men kan vi være sikre på det? Texman har jo erklæret at de selv havde inspiceret forholdene i Dhaka, men det var jo så ingen garanti, må vi desværre sande.

Jeg ved godt at dette blogindlæg lyder som et langt anklageskrift og især mod de danske medier der ikke har beskæftiget sig mere indgående med sammenstyrtningen og de økonomiske interesser bag. Jeg ved godt, at udenlandske journalister har haft mere end vanskeligt ved at komme ind i Bangladesh og dække ulykken, men mange af de spørgsmål der skal stilles behøver man ikke befinde sig i Dhaka for at få svar på.  Huffington Post kunne allerede dagen efter ulykken offentliggøre navnene på de virksomheder der fik produceret tøj hos Wave Bottoms Limited. Herunder danske Texman, italienske Benetton og spanske Mango.

Så kære Martin Krasnik: Hvornår hiver du Texmans direktør Ole Koch Hansen i Deadline studiet og spørger ham hvad hans virksomheds ansvar er?

Kære danske NGOere: Hvorfor er der ingen af jer der har sendt en klage over Texman til Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd?

Kære Clement Kjærsgaard: Hvorfor har du endnu ikke stillet den samlede danske tøjindustri ind i Debatten for at spørge om de har lært noget af katastrofen i Bangladesh?

Og kære Kurt Strand i Presselogen på TV2: Hvorfor har du ikke stillet spørgsmålet til chefredaktørerne på de ledende danske dagblade om hvorfor de ikke har prioriteret sagens danske vinkler?

Det nytter naturligvis ikke noget blot at boycotte tøj produceret i Bangladesh, men hvis den danske offentlighed havde en rimelig mulighed for at skelne mellem de producenter der har styr på deres værdikæde og de der har blod på skjorten, så ville vi være nået et stykke vej.
Det er ikke for sent, hverken for danske tøjvirksomheder eller danske medier til at komme i omdrejninger. Om ikke andet, så fordi forholdene i Bangladesh jo ikke er sådan, at der ikke igen kan opstå en ulykke med dødelig udgang. Desværre sker det jævnligt at brande koster arbejdere livet og er en billig skjorte virkelig tab af liv værd?

6 responses to “Er der blod på din skjorte?

  1. Der er i hvert fald masser at børneopsparinger der er havnet i Hr. Engelbrecht’s friværdi-lommer.

    En temmelig ussel og lummer baggrund, hvis man vil snakke moral.

  2. Vi har været inde på det før.

    Det sker altid, når der kommer en forceret industrialisering – og faktisk altid i tekstilindustrien.

    Hvad kan vi gøre ved det? Tilsyneladende ikke noget effektivt – for som sagt, man har set dette fænomen igen og igen de sidste 200 år.

  3. Danske virksomheder kan da ikke være ansvarlige for de forhold, som hersker i primitive ulande. Det må være det pågældende lands eget politiske styre, der regulerer deres lands arbejdssikkerhed. Man skal bestemt ikke tro, at arbejderne for bedre betingelser, hvis man afholder sig fra at handle med dem; tværtimod.

  4. Det, der er galt er at Indien ikke har fungerende fagforeninger.

    Det klassiske samlebåndseksempel med ufaglært arbejdskraft er jo Ford og produktionen af Ford T.

    Det alle har glemt er, at Ford rent faktisk tilbød den dobbelte løn af hvad alle andre gjorde.

    Det betød en stabilitet i arbejdsstyrken, så man ikke hver gang skulle starte forfra med oplæring – så det dyre kapitalapparat ikke havde ordenlig fart. Det var dyrere end at betale folk en ordentlig løn.

    Det overser man ofte, at en velorganiseret arbejdskraft er en FORUDSÆTNING for et højt afkast. Det nytter ikke noget at hele arbejdsstyrken står og glor dumt på de fine numerisk styrede maskiner – det kommer der altså ikke skjorter ud af.

    Herunder skal der naturligvis også investeres i ordentlige og sikre arbejdsforhold for medarbejderne, for ellers har man ikke produktiviteten.
    Her er tekstilindustrien specielt sårbar, fordi en tekstil fabrik kan klappes op stort set overalt.

    Det er ikke noget tilfælde at tekstilindustri – og forholdene dér – altid nævnes først, når man skal komme med afskrækkende eksempler.
    Det er også den industri, der forsvinder hurtigst til lavtlønsområder.

    For 10-15 år siden havde man en stor tekstilindustri i Tyrkiet, bla. fordi man nok har den bedste kvalitet bomuld (bomuld kræver afsindige mængder vand). Man havde så denne vidunderlige bomuld, der rigtigt behandlet giver skjorte og undertøj i den lækreste kvalitet – rigtig fin bomuld føles faktisk som noget nær silke.
    Dette fremragende materiale blev så smadret gennem væverier med vævefejl – og hvad ved jeg – man ødelagde ganske enkelt råvarerne ved at spare på arbejdskraften – herunder underbetale den.

    For en 3-4 år siden forsvandt så sekunda kvaliteten fra markederne i basaren, simpelthen fordi kunderne ikke ville have lagener med huller i.
    Den produktion er så forsvundet andre steder hen.

    Det betyder ikke, at Tyrkiet ikke har tekstilindustri mere. Næhh. det betød, at de tyrkiske tekstilfabrikanter satsede på at levere til tiden i den rette kvalitet. Modetøj er nemlig MEGET tidsfølsomt! Det kan ikke gøres uden en velorganiseret arbejdsstyrke.

    Det med arbejdslønnen på tekstiler er egentlig noget pjat, for arbejdsløn betyder ikke det fjerneste på en skjorte.
    Når fabrikanten i Indien så ikke kan sælge, fordi han leverer som vinden blæser og skal kassere halvdelen inden det når til forsendelse. Derfor må han gå ned i pris: Ja, så har fjolset naturligvis heller ikke råd til at foretage de nødvendige investeringer i ordentlige arbejdsforhold, der sikrer en kvalificeret arbejdskraft.

    Herhjemme havde vi den udmærkede skjorteproducent Angli, der ikke kunne klare sig, fordi kunderne ikke ville betale for kvaliteten – man indrettede i stedet moden efter prisen med cowboy-bukser, “ørkensko” – ja, I kender en 68’er kommunist på lugten.

  5. Det er faktisk en ret dyb diskussion som Benny her indirekte tager fat på – nok egentlig uden at have det perspektiv i tankerne.

    Altså: Hvordan får man lavet nogle samfundsmæssigt hensigtsmæssige fagforeninger – specielt i myretuer af mennesker, der flygter fra stadig mere urentable landbrug.

    I visse industrier er det nemmere: Indenfor metalindustri, hvor man har et enormt kapitalapparat med maskiner og bygninger af en værdi, hvor hver medarbejder roder rundt med et kapitalapparat 5-10 gange en årsløn i gennemsnit.
    Det er så den bogførte del af det, fordi der er altid i en metalvirksomhed en række maskiner og forme – og hvad ved jeg, som for længst er afskrevet; men som man ikke kunne drømme om at anskaffe igen. Der er dog visse opgaver, som man kan tjene penge på – også gode penge – der kommer sjældent og med uregelmæssige mellemrum.

    Det er værdier, der kræver, at dem der bruger dette kapitalapparat ved, hvad de foretager sig – ellers går det frygtelig galt. Dyrt maskineri kan ødelægges på sekunder ved ukyndig betjening – med tab af menneskeliv til følge.

    Her er der brug for en fagforening, der som kvalificeret diskussionspartner og – modstander kan finde ud af hvad den arbejdsindsats er værd.

    Det er det, der er galt i den kommunistiske model! Arbejdskraften kan IKKE overtage “produktionsmidlerne”, fordi arbejdstageren ikke har nogen opfattelse af, hvad han skal lave – det har arbejdsgiveren. Faglærte arbejdere kan lave stort set, hvad det skal være; men der er så lidt brug for en fiskekutter i kolonihaven.
    Arbejdstagernes modspørgsmål til ledelsen er: Vær elskværdig at fortælle os, hvad det er du vil have os til at lave?
    Så kommer listen – ledelse og fordeling – FINT, så kan man som arbejdstager forholde sig til, hvad man skal have for det.
    Det ER en diskussion, der kræver to kvalificerede parte for at nå en løsning. Det kan KUN gøres mellem to parter, der véd hvad de snakker om.

    Tilbage til Benny og skjorterne.

    Tekstilindustri er karakteriseret ved et meget lavt kapitalapparat pr. arbejdstager. Spinderier og væverier går endda; men den videre forarbejdning er mere problemfyldt.

    Det skyldes, at når klædet er skåret ud efter mønstret – så skal det sys – og det kræver megen arbejdskraft; men stort set ikke noget kapital. Derfor bliver de opgaver også i vidt omfang lagt ud i lønarbejde. Det splitter arbejdsstyrken, så den har svært ved at organisere sig.

    Det er en af de ting, der går galt i de kommunistiske lande: De har ikke en fagbevægelse der virker!
    Det betyder, at man ikke har den løbende diskussion – og man laver tingene som man ALTID har gjort. Vi kunne se det med Skoda i sin tid, hvor udmærkede arbejdere lavede dybt forældede sekundavarer, hvor idelige besparelser havde eroderet kvaliteten væk.
    Netop kvalitet er svær at vurdere – og det kræver en stadig “dialog” (eller på dansk: Godt gammeldags skænderi!).

    Når man ikke kan få en ordentlig faglig organisation, så går det galt, som den indiske fabrik – med rædselsvækkende tydelighed har vist.
    Det går også galt for arbejdsgiveren – for de bliver helt klar ruineret, simpelthen fordi det de foretager sig er for farligt.
    Den ulykke kommer til at rydde ganske gevaldigt op i den indiske tekstilindustri – ikke p.gr.a. at kunderne synes dårligt om produkterne; men fordi der ikke er et organiseret arbejdsmarked.

    Den ulykke var aldrig sket på en dansk arbejdsplads for sikkerhedsrepræsentanten havde skredet ind for længst. At sikkerhedsrepræsentanter så tit er nogen, der søger opgaven, fordi man ikke kan fyres fra det job – det gør ikke noget, fordi opgaven er i vidt omfang løst, så der bliver kun krakileri tilbage.

    Det er for dyrt for arbejdsgiveren IKKE at have en fungerende fagforening.

    Det er faktisk ikke spor ideologisk: Det er om at finde en samarbejdsmodel, der virker.

    Det er også derfor, jeg på sigt ikke er spor bange for konkurrencen. Tekstil industrien kommer aldrig tilbage – ikke med den middelalderlige teknologi, de bruger i dag.
    Men vi kan se hvordan – som tidligere nævnt – at den tyrkiske tekstilindustri lige så stille opgiver billigmarkedet, for det kan man ikke tjene penge på.

  6. Fair nok, at f.eks. Indien skal industrialieres som vi blev det i perioden op til 1 verdenskrig – bestemt ikke uden omkostninger.

    Men var det nu nødvendigt at gentage ALLE fejltagelserne vi lavede. Ikke at industrialisering ikke er en nødvendighed; men det kunstneriske indtryk lader – i varierende grad – tilbage at ønske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *