Sundt at nytænke trafikinvesteringer

Der er god mening i at tillade trafikinvesteringer som opføres og drives af private, betalt af brugerne, hvis det ellers fremmer mobiliteten og har en samfundsværdi. For at betale 12 eller 15 kroner for at spare både tid, brændstof og kilometer kan være et udmærket tilbud for en bilist.

Lederskribenten på Berlingske var 23/3 ellers urolig for den nyskabelse det er at indføre brugerbetaling i forbindelse med et OPP projekt på en ny broforbindelse i Frederikssund. Det er pudsigt i betragtning af at Berlingskes ledere tidligere, for eksempel den 9. juli 2011, har anbefalet at man gør mere på området for offentligt/privat samarbejde.

Offentligt privat samarbejde er jo ikke i sig selv en finansieringskilde og man behøver da også blot skele til udlandet for at se hvordan mange af de store infrastrukturprojekter gennemføres af private investorer – blandt andet også danske pensionsselskaber – men finansieret af brugerbetaling.

Berlingske antyder selv at man skal skele til motorvejsprojektet mellem Kliplev og Sønderborg og der kan jeg bare sige, at det er netop hvad vi har gjort. Lederskribenten tror godt nok, fejlagtigt, at regionen skulle have et ansvar for motorvejen. Det er bestemt ikke tilfældet, men alligevel har sønderjyderne selv bidraget til en del af finansieringen, for det gamle Sønderjyllands Amt opkrævede i en årrække en ekstraskat hos borgerne målrettet motorvejsprojektet, så man kunne overdrage en check på 234 mio. til staten da amtet lukkede i 2006. Disse penge var øremærket motorvejen der blev indviet sidste år.

Hverken Sønderborg – Kliplev eller Frederikssundbroen er finansieret fuldstændig af borgerne, infrastrukturfonden har bestemt bidraget, men begge eksempler viser at der er villighed til at betale lidt for forbedringer i rejsetiden. For Frederikssunds vedkommende er det nemlig vigtigt at huske at den eksisterende forbindelse opretholdes som betalingsfri, så med andre ord vil et tilvalg af den nye forbindelse blive et spørgsmål om kortere rejsetid og sparede kilometre vægtet op mod den beskedne omkostning man skal betale, sandsynligvis via en brobizz.

Nu kan det lyde som om jeg er efter lederskribenterne på Berlingske, men det vil være forkert. Berlingske rammer nemlig lige ned i folkedybet, for selvom transportpolitikere i årevis har talt om mulighederne i OPP har de færreste husket at nævne at finansieringen hænger naturligt sammen med brugerbetaling. Projektet i Frederikssund kan blive det næste store trin på OPP stigen, men det kræver naturligvis, at der er selskaber der vil kaste sig ud i det. Opgaven bydes nu ud og så må vi se hvem der har mod på at kaste sig ud i det – hvis ingen har det, laves opgaven i stedet som en Sund & Bælt løsning som vi kender fra Storebælt og Øresund.

Man behøver blot se på københavnerne der i øjeblikket flittigt debatterer en brugerfinansieret havnetunnel eller randrusianerne der overvejer en betalingsforbindelse over Randers Fjord. Idemændene bag disse og andre projekter vil helt sikkert holde meget nøje øje med erfaringerne fra Frederikssund.

2 responses to “Sundt at nytænke trafikinvesteringer

  1. Nu er jeg så i den heldige situation, at jeg ikke har nogen fast mening i spørgsmålet.

    Hvis gevinsterne ved et infrastrukturprojekt er så store og indirekte at det betyder vækst i samfundet generelt, så er den mest effektive løsning at betale over skattebilletten. At Storebæltforbindelsen f.eks. er brugerbetalt er noget pjat (jævnfør det herostratiske argument om “frisk mælk i København” fra Nordjylland). Hvem, der har størst gavn af den bro er umuligt at sige noget kvalificeret om, men samlet set giver det et større overskud i virksomheder og flere indtægter til lønmodtagere – dvs. bedre skattegrundlag.
    Her er spørgsmålet om hvor længe bygningen af den bro blev forsinket som følge af spørgsmålet om brugerbetaling. Her er svaret reelt nok, at det var totalt ligegyldigt, fordi timingen af brobyggeriet havde nok mere sammenhæng med, at den i krigstid ville blive pillet godt og grundigt ned i løbet af en time, desuden var færgerne reelt også minelæggere.

    Desuden blev DSB gods vel i realiteten kun opretholdt af hensynet til at man i krigstid kunne transportere tungt materiel rimelig hurtigt og pålideligt: Forsvaret var de eneste, der betalte fuld pris på godstransporter. En større Natoøvelse plejede gerne at redde regnskabet dét år.

    Den betragtning kan opretholdes så længe transittrafikken er beskeden.

    Det andet argument, nemlig, at der til en større trafikforbindelse altid skal være en reserve – altså, man SKAL kunne komme til København (hvor nødigt man end vil) uanset om en stangdrukken har påsejlet broen. Det argument bliver fremover meget rodet!
    Sagen er jo den, at reserven til Storebælt bliver Femarn-forbindelsen via Tyskland.

    Problemet er netop, at transittrafikken mellem Tyskland og Sverrig IKKE er ubetydelig: De skal naturligvis betale (læs: flås på det groveste) for at køre igennem landet.
    Målet bør vel være at få tung transittrafik over på bane, så vi slipper for bøvlet med løsgående svenskere og Svenske Kongelige Højhastigheder. Her kan de få lov til at betale pr. jernbanekilometer.

    I den forbindelse er det pædagogik korrekt at have forholdsvis høje brugerafgifter på benyttelsen af bro og tunneler. Jo, pengeafpresning VIRKER.

    Mere lokalt er det spørgmålet om hvilke, der egentlig har gavn af projektet – jeg mener hvem gider tage til Læsø? Det vil så typisk være en kommunal opgave at sikre trafikforbindelsen dér. Jævnfør eksemplet med Sønderjylland.

    Det var så betalingen, det må ikke rodes sammen med finansieringen.

    Om finansieringen skal være statslig vil meget hænge på om man kan opnå nogle fordele – f.eks. billigere priser på opførelse og vedligehold – ved at tage noget lokalt med i pakken – evt. ud fra makroøkonomiske ønsker om stimulering af økonomien. Det bliver jo så i sidste ende finansieret med statsobligationer – med en lav rente.

    En anden mulighed er optagelse af obligationslån, som er en yndet udvej for kommunale projekter, fordi man også får skatteindtægterne.
    En direkte finansiering fra en pensionskasse kunne også komme på tale – om der også skal vedligehold med i den omgang, må bero på de nærmere omstændigheder.

    Det store spøgelse er jernbane/vej forbindelsen mellem Puttgarden og Hamborg (evt. Berlin).

    Med de interne problemer, der er mellem Land og Bund i Tyskland, så sidder de jo fedter med finansieringen så tårerne pibler. Det er direkte skadende for dansk erhvervsliv og alle andre hellige formål.

    Personlig ville jeg være meget åben overfor en dansk statslig finansiering af projekter i den forbindelse – hvis man kan få interessante tilbud fra entreprenørerne (og et pænt antal velbetalte danske arbejdspladser) – forudsat at prøjserne kommer til at betale i sidste ende. (Jeg har aldrig været modstander af eksport – heller ikke af medlemmer af Enhedslisten – hidtil har der dog været et returvareproblem i den forbindelse).

    Mere udmiddelbart kunne det være et spørgsmål om finansiering fra pensionskasser.

    Hvem der betaler og hvordan de gør det er et spørgsmål om at undgå italienske katedraler i ørkenen.

    Det spørgsmål er egentlig løsgjort fra finansieringen.

    Det konkrete tilfælde med Frederiksund – jeg spørger bare, hvem vil til Frederiksund? Hvis begge borgere i Frederiksund ønsker og evner, at finansiere og der rent faktisk er behov for den bro – så Guds fred med det brugerbetaling eller ej.

  2. Sagen er jo, at – som Wassermann (eller hvad det nu hedder) illustrerer – så er der i DSB en pilrådden ledelseskultur, som man skal have gjort op med.
    Det er så gyseligt, at vi skal til bankerne for at se noget tilsvarende rædselsfuldt – metoderne er oven i købet nogenlunde de samme.

    Kæreste venner: Det er landet, der styrer DSB – ikke omvendt! Den vrangforestilling skal der gøres op med – gerne med anvendelse af ikke blot den tilstrækkelige eller fornødne brutalitet, hellere alt for meget end det tjatteri, vi har set.

    Det andet er, at vi på en eller anden måde skal have dirigeret opsparingen ind i noget nyttigt frem for at holde bankerne i live med at finansiere deres opkøb af egne toiletpapirer.

    Der er MASSER af penge, der bare tigger om at blive investeret i noget, der kan give bare et lille afkast – grådige er investorerne ikke for tiden.

    Der ligger 150 mia. arbejdsløse kroner i Nationalbanken til negativ rente; fordi pensionkasserne – forståelig nok har deres reservationer mht. at hælde dem i bankernes bundløse hul. Både ATP og PFA kunne jo ikke alene slippe Danske Bank aktierne: De var i stand til at KYLE dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tophistorier

Unfortunaly, this xml/rss feed does not work correctly...