Danmark overhales på åbenhed om lobbyisme

Debatten om mere åbenhed om lobbyisternes arbejde i forhold til danske politikere, har kørt i flere år herhjemme, men mens vi snakker i Danmark, er vi ved at blive overhalet af udlandet.

I Storbritannien vedtog man i foråret en Lobbyism Act, der betyder at alle der vil i forbindelse med den britiske regering skal lade sig registrere. Og formanden for den kommende EU-kommission Jean-Claude Juncker, lovede ved sin indtrædelse i juli, at han vil fremsætte forslag om et obligatorisk lobbyregister i Bruxelles. Hidtil har EU-registret været frivilligt.

Det er værd at understrege, at den danske public relations-branche faktisk er på vej med et styrket etisk kodeks og det ser jeg naturligvis frem til. Jeg er fortsat af den mening, at hverken et lobbyregister som det i Bruxelles eller London eller styrkede etiske retningslinjer, kan stå alene. Det er – som blandt andre Transparency International – har argumenteret for, kombinationen af initiativer der kan skabe den nødvendige transparens.

Danmark har jo ikke været forskånet for negative historier om lobbyister. Især bidrog sagen om Waterfronts arbejde for DSB til at sætte fokus på de negative sider. Men det er faktisk værd at nævne, at langt størstedelen af danske lobbyister arbejder både professionelt og etisk uangribeligt. Det er nok også derfor, at det netop blandt lobbyisterne selv ikke på nogen måde er tabuiseret, at tale om mere transparens. Med rette peger flere lobbyister på, at mere åbenhed kan fjerne nogle af de fordomme der følger med deres arbejde.

Det er værd at nævne, at jeg ikke mener at det alene industrirepræsentanter der arbejder som lobbyister der bør omfattes af mere åbenhed. Også interesseorganisationer, fagforeninger og miljøorganisationer er lobbyister og de skal naturligvis være omfattet af nøjagtig de samme retningslinjer for transparens. Det er jo ikke spørgsmålet om man går i islænder-sweater eller jakkesæt der skal være åben om den påvirkning af beslutningstagere man arbejder for, det er jo den indsats man udfører der skal afgøre det.

I det danske folketing er der desværre lang vej endnu til mere åbenhed. Det skyldes ikke mindst at det er tingets præsidium der træffer beslutninger i sådanne sager og traditionen i det danske folkestyre byder, at præsidiet træffer den slags beslutninger i konsensus. Et hurtigt blik ned over de fem præsidiemedlemmers holdninger afslører da også at der er uenighed.

Folketingets formand har flere gange tilkendegivet et ønske om mere åbenhed og på de udsagn der er kommet fra SF og DF, må man antage at såvel Pia Kjærsgaard som Steen Gade er venligt stemt for mere åbenhed. Derimod udtalte det radikale medlem Camilla Hersom sig mod et lobbyregister på en høring sidste år og Venstres 1. næstformand i præsidiet Bertel Haarder er meget markant modstander af mere åbenhed. Det stemmer i øvrigt fint overens med de mange unge Venstre-folk der markant har talt imod enhver form for åbenhed om lobbyisme i de senere år.

Vi må med andre ord – efter alt at dømme – nøjes med de initiativer som public relations branchen selv tager. Altså et mere forpligtende etisk kodeks og åbne kundelister som Geelmuyden.Kiese indførte tidligere på året. Begrænsningen i den slags initiativer er det åbenlyse, at de der arbejder professionelt nok skal tilslutte sig, mens få brodne kar der måtte have en mere tvivlsom tilgang til lobbyisme, ikke forpligtes på nogen måde.

I Danmark har debatten om åbenhed om lobbysime længe lignet et skel mellem højre og venstre side i Folketinget. Det gælder eksempelvis også for debatten om Folketingets hvervsregister, hvor stadig flere medlemmer af de borgerlige partier undlader at registrere deres personlige økonomiske interesser, selvom Anders Fogh Rasmussen i sin tid som statsminister gjorde det obligatorisk for ministre at registrere deres økonomiske interesser. Jeg har tidligere skrevet om hvervsregisteret her på bloggen.

Men det er både i Bruxelles og London borgerlige politikere der nu står forrest i udarbejdelsen af obligatoriske lobbyregister – altså registre der samler informationer om alle der arbejder med lobbyisme, så både offentligheden og pressen kan se dem efter i kortene. Det er bemærkelsesværdigt, at der er en sådan forskel landene imellem og jeg efterlades derfor med den tanke, at det måske er noget ganske andet end politisk grundholdning der driver danske borgerliges modstand mod transparens. Hvis det skulle være sandheden er der naturligvis kun endnu mere grund til at plædere for åbenheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *