Mere folk, mindre lobbyisme

Sidste år fik jeg nogle tæsk i den offentlige debat. Det var forud for Folkemødet på Bornholm, hvor jeg vovede den påstand, at Folkemødet var en lobbyistfest i fadølshavet. Det var noget, der fik folk op af stolene og skabte debat. Mange følte sig tydeligvis provokeret. Men selvom jeg blev mødt med massiv kritik om, at det var stærkt overdrevet, er jeg meget glad for, at jeg stak hovedet frem og provokerede, for jeg mener faktisk, at det har medført, at det var anderledes i år. Ikke på grund af det, jeg sagde, men på grund af den debat, der fulgte efter. Og hvordan var det anderledes i år? Jeg mener, at folket her i 2014 fyldte markant mere. Ikke kun på gaden og til debatmøderne, men især i hovederne hos de mange professionelle meningsdannere. Det har jeg kunnet mærke i alle de debatarrangementer, jeg er blevet inviteret til, som netop har handlet om lobbyisme. Selve præmissen for lobbyisme er blevet debatteret som aldrig før, og det er glædeligt at mærke den opmærksomhed, det har fået i år. Både fra lobbyisterne selv, fra politikere og fra interesserede publikummer.

 

Folkemødet er stadig en fest for lobbyisterne. Men også for alle andre. Og den gode nyhed er, at nu er festen ikke lukket længere – folket kigger med. Det er sundt, og jeg er sådan set ikke i tvivl om, at den omfattende debat sidste år, udløste en selvreflektion hos de professionelle aktører. Det, der sker på Folkemødet, skal kunne tåle dagens lys – med Kristian Jensens ord skal det kunne tåle at komme på forsiden af Ekstra Bladet.

Jeg siger ikke, at der ikke kan være foregået ting under dette års Folkemøde, der kan være gået under den kritiske radar. Hvorfor så man eksempelvis en Waterfront direktør gå rundt i Allinges gader? Samme uge som virksomheden i øvrigt valgte at erkende sin skyld og modtage en bøde i en af den professionelle lobbyismes mest omtalte sager. Ja, det ved man jo ikke.

 

Om Folkemødet rent faktisk er folkeligt, vil jeg ikke være dommer over. For hvad er egentlig folkeligt? Jeg kan bare konstatere, at der var omkring 80.000 mennesker på Folkemødet, og det er vel trods alt en del af folket. Placeringen på Bornholm vil naturligvis udelukke en masse mennesker fra at komme til den politiske festival, Folkemødet reelt er. Men jeg mener nu, at et hurtigt blik i Allinges gader trods alt gav et godt billede af, at der er stor alsidighed blandt deltagerne, og det er glædeligt, at der er så mange der engagerer sig og prioriterer at være med. Som en af de få, der har været med alle år, husker jeg tydeligt, hvor lille og lukket festen var i 2011. Hvad der skete på Bornholm, det blev på Bornholm. Sådan er det ikke mere – og tak for det.

Jeg er nu alligevel sikker på,at det også fremover vil blive debatteret, om Folkemødet er folkeligt.

Det er sikkert som amen i kirken, at hvis man samler debatlystne danskere for at debattere, så vil de også diskutere rammen og præmissen for debatterne.  At forvente at de ikke gjorde det, ville være lige så naivt som at tro, at et Folkemøde kan gennemføres uden alkohol. Men er det ikke også skønt, at vi netop aldrig stiller os rigtig tilfredse? Ved at debattere rammerne, store som små, for hvordan vores samfund fungerer, er vi sikre på, at vores samfund hele tiden udvikles. Folkemødet kan og skal derfor ikke løse alle vores samfundsudfordringer, men det skal være et værksted, vi kører i en gang om året for at få lavet et lille kilometertjek.

Så længe alle har mulighed for at se, hvad der sker på det værksted, er der intet at frygte. Og den lille sejr, vi kan glæde os over i 2014, er altså, at værkstedets vægge er blevet mere gennemsigtige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *