Danmark helt ud af krisen – på den sunde måde

Af Benny Engelbrecht 11

Det lyder utrolig enkelt: vi får væksten tilbage i Danmark, hvis små virksomheder få mulighed for at vokse sig store. Men ofte er de sværeste greb i politik, netop de der er enklest at formulere. Regeringens vækstplan hedder ”Danmark helt ud af krisen – Virksomheder i vækst”. Det er lige så ambitiøst, som det lyder. Skal det indfries – og det skal det – så kræver det vores opfindsomhed, og at vi kommer godt rundt i værkstøjskassen. At indstille autopiloten på afgifts- og skattelettelser er ikke en løsning.

Effekten af vores nye vækstplan er lige så stor som sidste års vækstplan – og den koste endda langt mindre. Vi har lagt os i selen for at være opfindsomme og lyttet til virksomhedernes behov. Personligt er jeg særligt glad for de initiativer, som gør det lettere, ikke bare at starte og drive små og mellemstore virksomheder, men også giver plads til, at de kan vokse sig store. Det er samtidig med til at skabe arbejdspladser og vækst til gavn for alle danskere.

Helt konkret vil vi indføre et nyt iværksætterfradrag. At starte virksomhed kan være forbundet med både risiko og udgifter. Traditionelt har danskerne primært lånt penge i bankerne, når de tager springet og starter egen virksomhed. Men under krisen har det ofte været svært at låne penge til gode ideer. Derfor gør vi det nemmere for private at investere i små og mellemstore virksomheder. Iværksætterfradraget giver fradrag på op til 650.000 for investorer, der stiller risikovillig kapital til rådighed for virksomheder med under 50 ansatte. Samtidig sætter vi 500 millioner kr. til side, som staten vil låne til virksomheder, som vækstfonden vurderer, har et særligt potentiale for at vokse sig store.

Bare at begynde på at gennemgå vækstplanens 89 initiativer, ville få jer læsere til at klikke videre til et andet spændende blogindlæg. Så ganske kort, gør vækstplanens 89 initiativer, at:

  • Det bliver nemmere og billigere at være virksomhed
  • Der kommer lettere og bedre adgang til finansiering for små og mellemstore virksomheder
  • Der kommer lavere priser for forbrugere og virksomheder
  • Medarbejdere kan dygtiggøre sig og produktion kan avancere

Der har naturligvis været en hel del omtalte af energiområdet, hvor der lægges op til afskaffelse af PSO afgiften for gas, lempelse af PSO afgiften for el og en tilbagerulning af forsyningssikkerhedsafgiften. Her er det vigtigt at understrege, at det ikke betyder, at energiforligets ambitiøse mål for vedvarende energi opgives. De mange arbejdspladser i offshorebranchen bliver tværtimod yderligere styrket i med vækstplanen.

Noget andet, der også er helt sikkert, er, at når regeringen i dag fremlægger sit forslag til vækstplan, bliver det til det sædvanlige bagtæppe af kritik fra oppositionen. Og det til trods for at der næppe er et eneste af de 89 forslag, som flertallet af partier substantielt er imod. Den rituelle stammedans er med andre ord begyndt. Den positive nyhed er, at vi allerede i næste uge kommer i gang med de reelle forhandlinger.

Socialdemokraterne og regeringen vil bringe Danmark trygt og sikkert gennem krisen. Og der er tegn på at det går bedre. Flere er i arbejde. Der er gang i eksporten. Vi har kæmpet os fri af EU’s økonomiske henstilling. Alt sammen positivt. Men der er stadig et efterslæb. Derfor sørger vi for, at virksomhederne med vækstplanen oplever, at det er lettere at drive virksomhed i Danmark. Det vil være med til at sikre arbejdspladser, styrke uddannelse, vores velstand og vældfærd – på en den sunde måde.

11 kommentarer RSS

  1. Af Jens Winther

    -

    Slag i luften!

    Der er to ting, der kan bringe væksten tilbage:

    1. Øget forbrugertillid.
    2. Banker, der vil (må!) låne penge ud.

    Alt andet – incl regeringens tiltag er og bliver slag i luften.

    Ad 1. Man kan tale meget om forbrugertillid. Men den kommer ikke før husholdningerne får tillid til, at politikerne afstår fra at ændre på realkreditlånene og ejendomsskatterne. Så enkelt er det!

    Ad 2. Det er – uanset at bankerne påstår det modsatte – fortsat sådan, at selv sunde og velledede virksomheder får afslag på finansiering af gennemsunde, lønsomme investeringer. Det er vi mange, der kan dokumentere. Hvorfor? Fordi Finanstilsynet nu sidder så tungt på bankerne, at ingen tør låne penge ud. Desuden er det også meget lettere bare at hæve renten på de eksisterende lån i stedet for at låne nye penge ud. Og når Finanstilsynet alligevel ikke kan lide at bankerne bevilger nye lån, er der jo ikke nogen konkurrence om de eksisterende lån. Så enkelt er det!

    Det mest paradoksale er så, at det står i regeringens magt at bringe væksten tilbage ved at følge forslagene ovenfor – og det belaster ikke statsfinanserne, tvært i mod.

    Hvornår begynder regering og folketing af indse realiteterne?

  2. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Jeg er såmænd enig nok, for arbejdspladser kommer først og fremmest fra mindre virksomheder. Finansieringshjælp til dem batter nok også mere, fordi store virksomheder har adgang til kapitalmarkedet – til rimelige renter 3½ for 8-10 års løbetid.
    Men det er laget derunder, der bekymrer: Virksomheder med en 100-200 ansatte, der ikke får investeret, fordi de skal skrabe penge sammen til driftsfinansiering. Der kan undertiden være en investering, som ikke batter det store i international sammenhæng; men som bliver en flaskehals, når den ikke er der. Det er i de virksomheder, at administration af underlige ordninger batter noget – dvs en regnskabsafdeling på 2-3 ansatte, som laver administration af afgifter, der ikke betyder andet end slag i luften.

    Om det er nok? Det er sgu svært at sige. Derfor de rituelle stammedanse.

    Det glæder mig også, at man ikke er hoppet på sangen om deflation. Deflationen skyldes først og fremmest, at USD er trykket som følge af, at Kina er gået over til at blive nettoimportør og derfor bruger af formuen til at købe fødevarer. For ikke at renten skal ryge ovenud, så køber FED op af de amerikanske statsobligationer, der kommer på markedet. Princippet er nemlig, at fødevarepriserne skal stige, hvilket i sidste ende havner hos de amerikanske bønder, som så ikke skal have så meget i landbrugsstøtte.
    Det skal en dansk lønmodtager KUN være glad for.

    Den anden faktor er, at konkurrenterne i ind og udland – de spidser faktisk også blyanten – fair nok. Men det betyder også at leverandørerne bliver lettere at snakke med, når man forhandler priser.

    Helt overordnet må man sige, at for at få den fornødne effektivisering i den offentlige sektor og bankerne (jeg er sådan set lige glad med klassificeringen), så skal der skabes arbejdspladser i det private. Med uddannelse, så er der jo nok tale om lærepladser; men nok så meget om kurser til de investeringer, der skal foretages – det er altså en fordel, at man har folk, der kan betjene grejet – nogenlunde forsvarligt.
    Ingen tvivl om, at der skal være færre skolelærere og bankansatte; men hvis den samlede arbejdsløshed af den grund går for kraftigt op, så falder forbruget – og dermed beskæftigelsen i andre erhverv. Det er en balancegang, hvor effektiviseringen i det offentlige skal have et bagland, der kan opsuge den dermed ledige arbejdskraft.

    Der kommer IKKE lønstigninger, så vi skal have mere for pengene! Det være sig varer i butikkerne eller offentlige ydelser. Virksomhederne skal bruge penge på lønninger – og ikke afgifter på blækpatroner og godt vejr!

    Der bliver nogle medarbejdere, der skal justere forventningerne! De får ikke mere i løn! Men de investeringer skal altså udnyttes, så man med samme maskiner kan lave mere – det betyder så også mere arbejde til de ufaglærte, fordi de dyre investeringer må ikke stå stille!

  3. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Jens Winther:

    Først og fremmest kan Du glemme ALT om finanssektoren – den er håbløs og skal kun levere arbejdsløse – det bliver aldrig bedre, vi har bøvl nok med, at klistre den sammen så den ikke skrider mellem hænderne på os. Vi er nød til at arbejde os uden om de narrehatte.

    Der ER indikationer på en mindre forbrugsoptimisme – vi ser en lille stigning i forbrugerkreditterne. Dvs. forbrugerne får de ret korte kreditter hos forhandler o.lign.; men får nej i banken. Man har langt hen ad vejen i erhvervslivet nedbragt bankgælden og går over til egenfinansiering af driftskreditter – det kan Du se af industriproduktionen har en stigende tendens med med ret så voldsomme (og stigende) udsving fra måned til måned. Min udlægning er, at virksomhederne er i stand til at planlægge arbejdet med lidt større tidshorisont og stadig sørge for, at medarbejderne får deres løn til tiden. Så kører man lidt på leverandørkreditter og forudbetaling fra kunderne – og yder tilsvarende selv. Det er en anden måde at arbejde sig uden om en finanssektor, der ikke virker – og heller ikke kommer til det i en overskuelig fremtid.

    Mht. offentlige investeringer: Her gør Du og Christian Sørensen af en bil, der ér kørt!

    Der ér allerede vedtaget betydelige offentlige investeringer i f.eks. jernbane og elnet! Det er altså ikke lige anlæg, der rejser sig på en eftermiddag – det er én af grundene til, at der er arbejdspladser i dem. Det, jeg ser, der er sagen NU er de små virksomheder, der skal levere til de store med alt fra papirklips til lastbilkørsel og frokostburgerne! De skal også være klar og effektive. I øjeblikket sidder de store og regner tilbud ud, så vi kan få skrevet kontrakterne, så kommer alle underleverandørerne.

    Det er – efter min vurdering – Dig, der slår slag i luften.

    Jeg er så enig i med oppositionen og Christian Sørensen i, at det er ikke noget, der skaber revolution; men jeg anser det for en hjælp til at man kan få de store arbejder sat i gang, så de mindre virksomheder kan nå at komme med inden de dør!

  4. Af Jens Winther

    -

    Kære Thomas Borgsmidt,

    prøv at læse mit indlæg igen – langsomt!

    Jeg argumenterer overhovedet ikke for offentlige investeringer! Offentlige investeringer er i praksis uanvendelige som konjunkturregulator, netop fordi de har så langt tilløb. Og så ender offentlige “investeringer” i øvrig som oftest med at være offentligt forbrug (netop ikke investeringer).

    Vedr. finanssektoren: jeg påpeger jo netop, at den ikke fungerer – fordi den ikke ikke løser den samfundsmæssige opgave at yde kredit. Et samfund kan godt fungere uden kredit, men det bliver ikke noget vækstsamfund. Hvis virksomheder ikke kan få driftskreditter og leverandørkreditter (fordi leverandørerne heller ikke kan få driftsfinansiering), men skal betale leverandørerne forud, bliver det småt med vækstmulighederne!

    Det er nok muligt, at der er nogle bankdirektører og bankbestyrelser der “blev fartblinde” op til finanskrisen (som Peter Straarup udtrykte det). Men det giver altså ikke nogen mening, at vi nu – fordi Finanstilsynet totalt lammer bankerne – går i gang med at opbygge et nyt parallelt pseudo-banksystem. Lad dog bankerne arbejde, send Ulrik Nødgaard på betalt ophold i Caribien et par år. De gamle kreditbisser er forlængst rykket frem i geledderne i samtlige banker, så risikoen for nye ulykker er ikke overhængende for tiden. Og det er under alle omstændigheder bedre, end at overlade kreditvurderingen til et ny-opbygget erfaringsløst system (som i øvrigt aldrig kommer til at fungere, fordi de mangler den billige finansiering fra indlån).

  5. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Winther: Du kalder det et pseudo-banksystem.

    Jeg kalder det en fundamental nødvendighed. Finanssektoren er destrueret af sig selv – og den kommer aldrig op igen. Man er ganske enkelt nød til at arbejde sig uden om.

    Forklaringen er egentlig ganske enkel:

    De nødvendige driftskreditter er i størrelsesordnen 40-50 mia. (det føles mere, fordi der er en afsindig hurtig omsætningshastighed – lån bliver optaget og afviklet i løbet af 3 måneder f.eks.)
    Ser vi på investeringslånene, så ligger vi – slag på tasken – 500 mia.

    Det er imidlertid pebernødder sammenlignet med de 2000 mia. boligejerne skylder i misligholdte fordringer. Den mindste renteændring smadrer gennem erhvervskreditterne på den mest ødelæggende vis,.

    Derfor er man nødt til at fiske erhvervslivet ud af finanssektoren med virksomhedsobligationer og lignende. Det er nemlig mere end sikkert, at flextumperne og deres problemer først lige er begyndt!

    Bankerne kommer aldrig til at virke igen – lad os bare se det i øjnene. Det er ikke gjort med at de gamle bankdirektører hænger sig i sommerhuset – hvor dekorativt det end ser ud: Skaden er så umådelig meget dybere i balancerne.

  6. Af Jens Winther

    -

    Hr Borgsmidt,

    din mangel på indsigt er imponerende…. eller i hvert fald forbløffende!

    Ikke mindst i lyset af, at vi – antager jeg – påbegyndte vore oecon-studier samtidig. Kom du nogensinde igennem med et eksamensbevis i hånden?

    Det der med virksomhedsobligationer som finansieringskilde for minder og mellemstore virksomheder kommer aldrig – ALDRIG – til at fungere.

    Og hvad angår misligholdte boliglån er du også fuldstændig i skoven! Heldigvis er størstedelen af boliglånene nu med variabel forrentning (kort rentebindingsperiode) og muligheden for afdragsfrihed findes. Derfor er realkredittens tab i denne finanskrise ganske beskedne. Sammenlign med de tab, der affødtes af fx kartoffelkuren, så vil du bemærke en ENORM forskel. Hvis vi i 2007-2012 havde haft sen-80′ernes antikverede og indskrænkede syn på realkredit, havde finanskrisen af 2008 udløst en bølge af tvangsauktioner, som ville have været langt større end i 1987-1991. Det kan nok ikke hidse dig op, men realiteten er – Hr Borgsmidt – at det danske konjunkturtilbageslag ville være blevet langt større og den svage vending vi ser pt. ville først have indtruffet om – vel 10 år. I mellemtiden ville vi have gennemgået et decennium med en arbejdsløshed på sydeuropæisk niveau og deraf følgende massive underskud på statsfinanserne.

    Lidt forbløffende, at man nu skal høre både Nationalbankdirektør Rohde (som dog burde være klogere…) og (det kan man så måske bedre forstå) indsigtsløse politikere arbejde for afskaffelse af afdragsfri realkreditlån og krav om længere rentebindingsperioder. Tåbeligt!

  7. Af Maximilian Frimmer

    -

    Med fare for at stille et dumt spørgsmål: Er vækstplanen vedtaget eller er det regeringsens forslag som nu skal forhandles? Hvis sidstnævnte er tilfældet, hvornår vil den blive vedtaget, og hvornår vil de nye regler være gældende? Jeg tænker her især på skattefradraget på 650.000 til private som investerer i mindre virksomheder.

  8. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Winther – Nu ved jeg ikke, hvem Du er – og er også rimelig ligeglad!
    Jeg ved bare, at jeg står ikke Dig til regnskab for noget som helst! Du må tro om mine kvalifikationer – hvad Du vil – de er ligegyldige. Det er, hvad jeg skriver, der er væsentligt.

    Realkreditten kan komme til at virke – formentlig, hvis man lader flextumperne hænge til tørre, som de har hængt hele tiden, og udskiller de fast forrentede, konvertible annuiteter. Som har en chance for at blive regnet som penge.
    Du kan jo se, at japanerne nu på 30 år stadigvæk ikke er flyttet.

    Det kan godt være at virksomhedsobligationer for små og mellemstore virksomheder ikke bliver til det store. Men Din holdning er eller noget kæk – i betragtning af at Dansk Supermarked netop har indfriet et lån et Danske Bank på 280 mio. kr. og ladet leverandørerne finansiere. APM syntes måske ikke det var særlig sjovt at blive lagt som sikkerhed for en pengepolitisk nødforstrækning.

    Lad det nu ligge – der er tilsvarende i landbruget!
    Her rejser Danish Crown jo – netop via virksomhedsobligationer – betydelige beløb, så de kan driftsfinansiere landmændenes produktion. Det er så begrænset morsomt, fordi slagterierne kan – endnu ikke – tilbyde afregning til interessante priser, hvorfor man enten får slagtet i Tyskland eller eksporterer som smågrise. Det var vist ikke lige det, der var meningen med de driftskreditter. Det betyder nemlig at slagteriets udnyttelsesgrad falder så langt, at der ikke er til efterbetalinger.

    Men at bankerne kommer til at virke igen? Aldrig – slet ikke Danske Bank. De har jo heller ikke det store med erhvervslivet at gøre mere – slet ikke shipping, hvor APM formentlig får sine MMM-klasse finansieret af Deawoo til absolut fordelagtig rente. Helt typisk har Den Norske Bank tilsyneladende et samarbejde med Hyundai. Men jo, bekymringen er jo først og fremmest hos Nordea p.t., der betydelige beløb bundet i skrot.

    Hvis jeg skal være ærlig så tror jeg, det kommer ved, at de store infrastrukturinvesteringer bliver finansieret ved hjælp af obligationer (nej, ikke statsobligationer, for de tyske falder mellem Land og Bund, hvorfor det ikke kan lade sig gøre). Dermed kommer bygherren til at finansiere entreprenørernes – og underentreprenørernes – investeringer i maskiner mm. Men bankerne – deres tid er forbi: De er simpelt hen for farlige at have gående løse rundt.
    Alene det, at direktionen er ikke til at komme i kontakt med: Enten sidder de i fængsel eller også hænger de og dingler i sommerhuset – ja, indtil stanken tvinger Falck til at skære dem ned.

    På betalingsområdet er bankerne jo også holdt op med at virke – deres illikviditet har jo de senere år hver 2. – 3. måned fået dankort og PBS til at gå i sort. Når man nu ikke havde indbetalt til Nationalbanken det, man skulle.

    Realkreditten kan måske reddes; men det bliver ikke de insolvente og illikvide flextumpers redning – de bliver hængende i deres klamme ejerlejligheder på 50 kvm.

  9. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Winter. Mon ikke I i Danske Bank burde genoverveje Jeres holdning?

    http://www.b.dk/nationalt/beredskabsstyrelsen-sendt-til-den-centralafrikanske-republik

    Mon ikke det var en god idé at lave de virksomhedsobligationer, så vi kan få små og mellemstore virksomheder ud af Jeres klør – også?

    Vi skulle jo nødig til at blive ubehagelige – det gør Danske Banks dødskamp det mere pinefuld – for bankansatte forstår sig.

  10. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Ups! Forkert link

    http://www.business.dk/oekonomi/ecb-vil-saette-gang-i-udlaan-til-smver

    - og dog?

  11. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Hele problemet med at “komme ud af krisen” er at nogle steder skal beskæftigelsen stige og andre steder skal den falde. Det gælder specielt for så vidt angår fag. Der skal være langt færre skolelærere, bankfolk og socialrådgivere mm. Til at modsvare dette, skal der være tilsvarende langt flere stillinger i fremstillingsvirksomhed, landbrug (slagterier), infrastruktur osv.

    Det land, der kommer ud af krisen vil være ændret på afgørende områder fra det, der gik ind i krisen.

    Kunststykket består i at foretage den omstilling uden at for meget falder på gulvet og går i stykker.

    Vi kunne f.eks. fint fyre 50.000 f.eks. skolelærere, beskæftigelseskonsulenter og bankfolk – de bestiller reelt ikke dagens gerning – eller rettere de laver ulykker; Men hvis ikke forbruget og økonomien skal gå helt i stå, så kan de ikke blive fjernet hurtigere end der er skabt “ordentliglige jobs” og det går bestemt ikke hurtigt, hvilket ikke er så mærkeligt, fordi man skal sælge sine varer og tjenester på et surt marked.

    Det andet problem er, at dem, der skal fjernes fra arbejdsmarkedet ikke kan bruges til noget andet. Men her taler vi ikke om de traditionelt ramte, som ufaglærte og bygningshåndværkere: Vi taler om dem, der har ført sig frem som nations frelsere.

    Det har heller ikke noget at gøre med om man er offentlig eller privat ansat – den skillelinje er dels kunstig ud fra et nyttesynspunkt, dels ikke rammende for hvordan erhvervssammensætningen bliver. Hele tanken om at man kunne privatisere sig ud af årtiers stampe i visse offentlige virksomheder – den går ikke, som vi har set: Der skal anderledes radikale metoder i brug. Vi skal helt ned og se på de enkelte arbejdsopgaver og se på, hvor de hensigtsmæssigt kan organiseres.
    Tryllestaven er knækket.

    Vi ser også et opbrud i fagbevægelsen, hvor det fremgår, at FOA ikke snakker for godt med de andre i LO. Det tro pokker, for det er så småt begyndt at dæmre for Dennis at hans folk skal stramme sig gevaldigt an – resten af LO arbejderne gider altså ikke betale for at andre kan fise den af. Lønmodtagerne er da udmærket klar over, at der ikke er de store lønforhøjelser til dem: I stedet vil de have mere for pengene! De vil gerne have offentlig service – helt sikkert – men de vil altså ikke betale ågerpriser for den.

    Den jamren med “de allersvageste” den går ikke længere: Det betyder ikke, at hvis man bliver syg, bliver gammel eller arbejdsløs, at man så skal skubbes ned i lortet – slet ikke; men det skal altså ikke være en karriere at være langtidsledig skolelærer! Jeg har aldrig kunnet se, hvad der er galt med at være f.eks. kloakarbejder.
    Det med at det er så synd for de enlige indvandrermødre – måske nok; men de KUNNE hjælpe en lille smule med selv. Det med de sociale massegrave – det er plat propaganda fra særinteresser.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info