Ban Ki-moon og Folketingets oversete register

Der er god grund til at et flertal af Folketingets politikere registrerer og fremlægger deres personlige økonomiske interesser, nøjagtigt som FNs generalsekretær gør. Det er et sundt demokratisk princip, at man kan se os over skuldrene og se om vi har personlige interesser der falder sammen med bestemte virksomheder eller organisationer. Sundt, vel at mærke, også for de virksomheder der ellers kan opleve at blive mistænkeliggjort.

Dette blogindlæg handler ikke om Lars Løkke Rasmussens rejser, men om et desværre noget overset åbenhedsinitiativ i det danske Folketing, som en række Venstre-folk heldigvis har givet mig anledning til, at tage op. Det har jeg ladet mig inspirere til fordi de har sammenlignet netop Lars Løkke Rasmussen med FNs generalsekretær Ban Ki-moon. Sammenligningen kom i sammenhæng med Rasmussens rejsesag og faldt vist som en noget ugennemtænkt bemærkning. Alligevel er det interessant, at sammenligne netop Rasmussen og Ban Ki-moon. For også FN har et åbenhedsprogram, ligesom både den danske regering og det danske Folketing. Her registreres personlige økonomiske interesser og således kan man altså ved selvsyn se hvilke interesser generalsekretæren har.

Et tilsvarende register findes for den danske regering og for de danske medlemmer af Folketinget, men hvor tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen gjorde regeringens register obligatorisk i 2005, er Folketingets register frivilligt. Den frivillighed har blandt andre Lars Løkke Rasmussen benyttet sig af, så hans registerside er i modsætning til FNs generalsekretærs ganske blank. Det til trods for at han indtil 2011 jo var omfattet af ordningen for ministre.

Ugebrevet A4 kunne for nylig beskrive hvordan stadig færre borgerlige politikere lader deres personlige økonomiske interesser registrere. Det er en udvikling der er med til at bygge et billede op af, at danske politikere generelt har noget imod at lade sig se over skuldrene og det mener jeg grundlæggende er usundt. Sandheden er, at jeg ikke har nogen grund til at tro, at der generelt er nogen af mine kolleger der har noget at skjule. Derimod er den manglende åbenhed med til at undergrave den generelle tillid til politikerne – og den tillid er jo rimelig udfordret i forvejen.

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er fortaler for mere åbenhed om eksempelvis lobbyisme, men jeg erkender gerne, at jeg ikke har været god nok til at fortælle om de fordele der er i Folketingets hvervsregister. Et register som jeg naturligvis selv er tilsluttet. Det er synd, at hvervsregistret ikke får mere opmærksomhed, for grundlæggende er åbenheden sund for både Folketinget og FN.

Derfor håber jeg også, at den kiksede bemærkning om Ban Ki-moon og Lars Løkke Rasmussen kan ende med, at flere borgerlige politikere ”tør” tage skridtet og vise deres personlige interesser frem i offentligheden. At der ikke er noget, at være bange for, kan man konstatere ved selvsyn hos eksempelvis Bertel Haarder og Kristian Thulesen Dahl der begge er tilsluttet registeret.

4 responses to “Ban Ki-moon og Folketingets oversete register

  1. Hmmmm…..

    Lad os lige slå én ting fast! Der er ikke noget odiøst i at et medlem af Folketinget har hverv ved siden af – tværtimod, det ville være underligt om de IKKE havde. Der er f.eks. ikke nogen socialdemokrat, der vil genere f.eks. det fagretslige system set fra arbejdstager side. I den argumentation vil han naturligvis modtage påvirkning fra fagbevægelsen.
    Der er heller ikke noget mærkeligt i at f.eks. landbrugsorganisationer gerne vil have deres mand på tinge. Eller f.eks. at brancheforeningen for kirkeorgelbyggere vil forsvare deres verdensmonopol ved at have et folketingsmedlem i bestyrelsen, så længe det fremgår tydeligt.

    Venstre havde for ikke så længe siden et folketingsmedlem, der begik det mest spektakulære politiske selvmord, da hun indtog et særstandpunkt i en sag, hvor hensigten umiskendeligt var at begunstige hendes mands autoværksted.

    Det er en fundamental del af vort demokrati, at alle og enhver kan sende deres tanker og betænkeligheder til udvalg, ministerier og folketingsmedlemmer – om man er formand for kaskatørernes fagforening eller ej – i yderste vildrede sender nogle deres anliggende til Dronningen. Her sender Dronningen spørgsmålet videre til det relevante ministerium, hvor vrøvlet så bliver læst – inden et pænt svar afleveres.
    Man kan nemlig ikke udelukke, at der i de 30 siders uinformeret og ubegavet sludder gemmer sig én begavet bemærkning, der relevant kan indgå i de videre overvejelser.

    Problemet omkring hverv er et andet: Nemlig bagatelgrænsen. En bestyrelsespost i Himmerlands biavlerforening er måske kun relevant yderst sjældent og i stærkt begrænset omfang. En post i nodeudvalget i Brovst Sangforening vil formentlig kun undtagelsesvis kunne påvirke dansk sikkerhedspolitik på Timor.

    Også her er det væsentlige i fare for at drukne i irrelevansens ocean.

    Det er såmænd ikke dér faren ligger!

    Som Le Carre skriver i en af sine Smiley bøger: Man kan enten bestikke folk eller afpresse dem – hvor afpresning er både billigere og mere effektiv.

    Jeg tror så ikke, at bestikkelse er særlig relevant – umiddelbart – sagde nogen “løftebryder”?

    Problemet med afpresning er så mere problematisk for et folketingsmedlem kan – i god tro og uafvidende – have anbragt sig i en sårbar position.
    Lidt som da Hans Engell i en brandert kørte ind i en betonklods. Han indså selv at forsøg på at hemmeligholde tåbeligheden var dømt til at mislykkes.

    Hvis et folketingsmedlem f.eks. er personlig insolvent eller måske direkte konkurs, så opstår der et problem i relation til udvalg til valgs prøvelse, der skal vurdere om der er forhold der gør at vedkommende ikke i almindeligt omdømme (hvad det så end er i grænsetilfælde) kan nyde den fornødne agtelse.
    Nu ved de fleste godt, når den er rigtig gal, så det er kun i undtagelsestilfælde at folketinget må skride til at smide et medlem ud. Det ER dog sket. Forhenværende minister A.C. Normann blev sparket ud efter en trafikulykke. At Normann ikke selv indså problemstillingen får mig til at formode, at der måske var andre forhold, som det ikke ville tjene noget formål at delagtiggøre offentligheden i – det er så noget andet.

  2. Det er måske en anden tanke, end den Du konkret har haft Benny; men bagved tror jeg ligger noget andet:
    Nemlig, at det borgerlige Danmark er ved at redefinere sig selv, som Socialdemokratiet blev nød til efter de bitre indre stridigheder mellem Nyrup og Auken fløjen, hvor ingen af dem vandt; men tabte for meget.

    Det var nødvendigt, at hente en Helle Thorning ind fra reservebænken i EU, hvis man ikke skulle blive hængende i bitre og perifere skænderier, som ingen andre gad høre på.

    Det er lige som om man har fundet tilbage. Socialdemokratiet er til for lønmodtagerne – og andre – med en social sikkerhed og en service; men vel at mærke en offentlig sektor, der er til at betale. Det offentlige er ikke et hvilehjem for uanbringelige – ikke mere. Folkeskolen er ikke en legeplads for lærere; der skal laves noget fornuftigt – hvad det er, ja det må de sandelig selv finde ud af – så vil vi se på om vi køber.

    Der har jo været en udrensning i Socialdemokratiet – vælgerne har så elskværdigt stået for en del af den – hvor dem der skal frem er helt andre typer end for 25 år siden. Fagbevægelsen har fået samme gang øretæver: Jamen, hvad skulle de spille pensionsbaroner for? Hvis folk vil have noget ud over en udmærket folkepension, så må de så sandelig spare op i beskattede midler. ATP er et supplement til lidt luksus i hverdagen – det har aldrig givet sig ud for andet; men det er blevet den væsentlige del af pensionsopsparingen.

    De krævende overbehandlere (Fogh kaldte dem smagsdommere) på venstrefløjen får spørgsmålet: Hvad har Du lavet af fornuftigt her på det seneste?

    De urimeligt krævende skrighalse: Jeg skal ha’ og ha’ – det skal ham den sortsmuskede bare IKKE. Dem lader man et dertil indrettet parti om at administrere.

    Den proces er Socialdemokratiet stadig i, de borgerlige klør sig i hovedet: “Ja, hvad var det egentlig vi ville?” Udover at holde Socialdemokratiet fra at gøre noget dumt – igen.

    Nu kommer der – hen ad vejen – et renoveret land; men hvad skal og kan det bruges til? En central beliggenhed, udmærket infrastruktur (billige boliger – med tiden), en renoveret offentlig sektor, der arbejder efter de reelle behov, en forsyningssituation, der ikke kan afpresses.
    Jo…. Det skal man nok kunne få noget fortjeneste ud af!

    Det bliver ikke “sultens slavehær” og heller ikke overdreven nedslidning.

    Bare rolig, vi skal nok komme derhen igen, at vi skal til at skændes om, hvordan profitten skal fordeles – i stedet for den kedsommelige debat om hvem, der nu skal undvære hvad!

    Det bliver ikke nemt; men det bliver lidt svært at tjene penge på dumhed. Men når vi nu får pandet bankerne ned til rette størrelse, så de laver noget, vi har brug for, så kan vi begynde at koncentrere os om den væsentlige opgave: Hvordan vi får nedlagt Sverrig.

    Det pudsige er bare, at med en moderniseret infrastruktur, så er der ikke længere noget, der hedder “provinsen” i Danmark. Kæreste venner; når man fra den fjerneste ende af landet kan komme til den modsatte side og tilbage igen samme dag, så man kan være klar til traktor-pull i Brovst næste dag, hvad skal man så med de Københavnere?

  3. Nu læser jeg som oftest Benny’s indlæg flere gange – med nogle dages mellemrum.

    1) Jeg noterer mig, at Løkkes engagement med GGGI udmærket kunne have været kommet til offentlighedens kendskab – på den måde som Benny beskriver. Det havde der ikke været noget forgjort i al den stund, at det er et arbejde Lars Løkke har påtaget sig (nok ikke så lidt værre end han havde troet) på regeringens opfordring, men dens fulde forståelse og helhjerte påskønnelse.
    De hverv, der ikke er kontroversielle – dem kan man da lige så godt offentliggøre.

    2) http://dawn.com/news/1050796/deeply-concerned-ban-ki-moon-calls-for-speedy-maldives-vote
    Nu var Maldiverne en af de stater, der gjorde knuder under COP15 – hvor “miljø” formentlig har dækket over noget helt andet i form af ganske gemen bestikkelse. Her er Ban Ki-Moon rodet ind.
    Om man har forsøgt en løsning tidligere ved at rode GGGI og Korea ind – aner det ikke.
    Men noget rod er det.

    3) Jeg gør opmærksom på, at APM får MMM-klassen bygget på Daewoo i Korea – for 100 MILLIARDER om ÅRET. Vi taler investeringer i en størrelsesorden af Danmarks udlandsgæld.
    Hvem, der har finansieret de skibe aner jeg ikke; men et godt gæt er Korea.
    Daewoo værftet er en rest (hvis man kan kalde det det) af en erhvervs- og bankskandale i Korea for 10-15 år siden (og en frygtelig masse arbejdspladser). Værftet har været udsat for – mildest talt ufin statssubsidieret kinesisk konkurrence – gennem en del år.

    Jeg aner ikke, hvad sammenhængen er – om nogen – men jeg tror ikke, at Lars Løkke har noget at skamme sig over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *