Bangladesh er fortsat for store virksomheder

Af Benny Engelbrecht 1

Mange af verdens vækstmarkeder er åbne for virksomheder af alle størrelser, men et af kandidatlandene til de såkaldte Next11 lande, Bangladesh er en undtagelse. Forklaringen på det er, at det kræver både tålmodighed og, i overført betydning, muskler, at klare sig i et meget protektionistisk marked.

I Bangladesh tager ting tid. Lang tid. Både når man vil på nettet, på gaden eller bare købe noget. Eller som de i Bangladesh selv udtrykker det, med et lille glimt i øjet, “det tager kun så lang tid fordi vi gerne vil gøre det grundigt”. Trafikken i Bangladesh er særdeles kaotisk

Den tålmodighed som man bliver nødt til at udvise når man kører ud i Dhakas vanvittige trafikkaos, skal man desværre også have med sig når man laver forretninger. For at sige det ligeud – sammenlignet med Dhaka’s trafikkøer ligner den københavnske myldretid mest en nordjysk motorvej udenfor sæsonen. Men som en lokal politiker, som jeg af høflighed skal undlade at nævne navnet på, sagde til os, så er den megen trafik jo blot udtryk for at det går godt i samfundet – ellers ville folk jo ikke have behov for at bevæge sig rundt i byen. Jeg tror ikke DI Transport i Danmark ville acceptere, hvis jeg som formand for Transportudvalget brugte den forklaring at det godt må tage to timer at køre otte kilometer i bil, fordi det er et udtryk for at samfundet har travlt.

Heldigvis har nogle danske virksomheder den nødvendige tålmodighed, og de klarer sig godt i Bangladesh, men selv med den største tålmodighed støder man på trusler, der kan få selv den sundeste forretning bragt i knæ på kort tid. Arla er et godt eksempel på det. Virksomheden har eksporteret mælkeprodukter til Bangladesh i årtier, men i 1986 lagde en negativ pressehistorie stort det hele markedet dødt for virksomhedens mælkepulver. Som følge af Tjenobul katastrofen opstod der historier om at dansk mælk kunne være blevet ramt af stråling fra værket. Det kunne meget let modbevises, men historien kunne ikke inddæmmes, selv med stribevis af dementier. På en uge faldt omsætningen med 90 %, og det tog årevis at genvinde tilliden blandt Bangladesh’ befolkning.

De store danske virksomheder har dog en anden fordel, fordi de netop på grund af deres størrelse er i stand til at sige fra overfor korruption. Bangladesh er nemlig et af verdens mest korrupte lande og kun en konsekvent ikke-tolerance politik over for korruption har effekt, bekræfter de kilder jeg har talt med. Det betyder i praksis at man skal sige nej til forretning – ganske meget endda – fordi det indebærer en grad af returkommission eller anden ulovlighed. At kunne tillade sig at sige nej til lukrativ forretning, kræver ikke bare en meget håndfast og konsekvent ledelse, det kræver også at man er polstret til at sige fra. Omvendt giver en så konsekvent ikke-tolerance politik nye samarbejdsmuligheder, især fordi globale virksomheder kræver stadig større sikkerhed for at deres forretningspartnere i Bangladesh holder deres sti ren.

Blandt de grimme eksempler fra Bangladesh på, hvor slemt det kan gå, er en tragisk brand på en klædefabrik i Ashulia, nord for hovedstaden Dhaka. Her døde 112 medarbejdere. Ikke fordi der manglede brandslukningsudstyr eller flugtveje, men tilsyneladende fordi ingen vidste, hvordan man skulle betjene slukningsudstyret, og flugtvejene var enten spærret eller låst. Tilsyneladende var fabrikken underleverandører til en virksomhed, der producerer pigeshirts til den amerikanske gigant Wal-Mart (kilde: Wall Street Journal, dec 7/2012).  Det har nu ført til alvorlig kritik af kæden for ikke at have stillet de nødvendige krav til deres leverandører og underleverandører.

Wal-Marts omdømme vil næppe lide samme skade som det skete med Arlas i 80’erne, men virksomheden har allerede tilkendegivet at de vil stramme yderligere op. Sagen vil helt givet føre til at flere vestlige virksomheder vil skærpe deres krav til deres samarbejdspartnere i landet, og det er kun godt for både Bangladesh, den arbejdende befolkning og de danske virksomheder.

Netop beklædningsindustrien er med til at gøre Bangladesh til en boomende økonomi Men er samtidig – som trofaste læsere af denne blog vil vide – blandt de mest forurenende og mindst bæredygtige industrier i verden. Derfor kan også danske modevirksomheders satsning på grønnere og mere bæredygtig tøjproduktion blive en løftestang for Bangladesh som samfund. For når danske virksomheder samtidig kræver ordnede arbejdsforhold og fair lønninger på de fabrikker, der fremstiller til dem, så løfter det hele niveauet i et land, der nok har masser af ressourcer, men hvor den fattigste del af befolkningen er fuldstændig fastlåst.

Danmark har gennem årene bidraget meget til Bangladesh gennem udviklingsbistand, men nu er tiden kommet til at vende fokus og understøtte vækst gennem erhvervssamarbejder, der hvor samfundet er parate til det. Der er stadig lang vej til at Bangladesh bliver så samfundsmæssigt velfungerende at SMV’ere, der ikke er højt specialiserede, skal prøve kræfter med landet, men for de større aktører er der helt konkret forretning at gøre til gavn for både køber og sælger.

Blandt de virksomheder, der vil høste af det nyttige arbejde, der er gjort i årtier, er heldigvis ganske mange danske, og de kan nu for alvor kan se at ansvarlig virksomhedsførelse GØR en forskel, også på bundlinjen.

I denne uge har en delegation fra Folketingets erhvervsudvalg været i Myanmar og Bangladesh sammen med handelsminister Pia Olsen Dyhr. Denne og forrige udgave af Engelbrechts Erhvervsråd reflekterer over de to landes potentialer i en dansk sammenhæng.

1 kommentar RSS

  1. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Engelbrecht er da også en fontæne af information! Jeg var f.eks. slet ikke klar over, at nørrejyske motorveje overhovedet HAVDE en sæson!

    Det med at vide hvilke af de lokale, der skal have bestikkelse og hvor meget og hvornår, det var det ØK tjente penge på i gamle dage – sådan da.

    Jeg skal da ikke afvise at visse danske virksomheder kan bearbejde et marked som Bangladesh direkte; men det vi være et afgjort mindretal. Og hvorfor skulle de også det?

    Så vanskeligt et marked skal man nok nærme sig indirekte: Som underleverandør. De der gigantgravemaskiner som tyskerne sælger og som laver huller i jorden til kinesere, de er egentlig samlesæt med 100-vis af underleverandører.
    For år tilbage hørte jeg at 70% af et skibs pris var underleverancer til værftet.

    Det er faktisk det EU betyder: Kan man levere til tiden, til prisen og til kvaliteten, så er man ligeglad med om fabrikanten er fransk eller bulgarsk.

    De krumme agurker har fået megen morsom omtale; men sandheden er, at i det omfang man kan specificere standarder så har man fået en specifikation af kundens behov.

    Hvis det så var sådan, at myndighederne kunne finde ud af hvordan momsen skal afregnes, så var der fremskridt at spore.

    F.eks. En spansk pumpe som del af et dansk pumpesæt til et koreansk værft. Pumpen leveres direkte fra Spanien til værftet i Korea. NEJ, det er IKKE trekanthandel, for den endelige leverance er til et ikke EU-medlem – jo jeg boksede med den får år tilbage og fik aldrig et brugbart svar.

    Så til det med elendige arbejdsvilkår. Det er en fase som enhver økonomi gennemgår i en industrialisering. Det slemme er egentlig, at sammenlignet med det disse mennesker kom fra – et landbrug på et absolut eksistensminimum – så vil selv det usleste job i en by være et fremskridt.

    Det betyder ikke at jeg mener, at det er i orden med gadeprostituerede børn i Bombay (eller hvor det nu måtte være); men for dem er det – rædselsfuldt nok – et fremskridt!
    På sigt er der ikke nogen tvivl om at veluddannet og velbetalt arbejdskraft i sidste ende er BILLIGERE – p.gr.a. højere produktivitet end slavearbejdere under kummerlige og livsfarlige forhold. Det hjælper så ikke her og nu – for det tager tid inden den rationalisering kan gennemføres. Der VIL blive lagt arbejde ud til underleverandører et eller andet sted i forsyningskæden der byder medarbejderne vilkår, som 100 års faglig kamp finder utilstedelige og underbetalt.
    Det er ikke et problem, der bliver rettet op på hverken til næste år eller næste år igen. Man kan skride ind overfor de værste tilfælde.

    Det går fremad. Da jeg i sin tid begyndte at komme i Tyrkiet var kvaliteten af tekstiler elendig – skønt de har nok verdens højeste kvalitet bomuld; men støt og roligt (og forbavsende hurtigt) kunne de ikke afsætte selv den dårligste kvalitet lokalt. I dag er kvaliteten kommet i orden, priserne op – beskæftigelsen i tekstilindustrien noget ned.

    Efter anden verdenskrig var kvaliteten af japanske industrivarer udpræget elendig; prøv i dag at sige skidt til en Toyota.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info