Kom igen til Mandalay

Af Benny Engelbrecht 3

Hvad skal vi erhvervsmæssigt med et land der står for 0,00% af den danske eksport? Jeg vil besvare det spørgsmål i denne blog, der sendes direkte til Berlingske Business’ læsere fra Yangon (Rangoon) i Myanmar (Burma) hvor en dansk erhvervsdelegation i disse dage er på besøg for at knytte kontakter og indgå handelsaftaler med lokale virksomheder.

Hvis du sidder og får indre billeder af både på brede floder og tænker på Four Jacks’ Mandalay forstår jeg det godt. Der er dog meget lang vej fra den oversatte udgave af en britisk sang, til de stærke billeder af en Aung San Suu Kyi i husarrest – og så til det nye Myanmars vej mod demokrati, med Aung San Suu Kyi i parlamentet og et forventeligt fuldgyldigt parlamentsvalg planlagt i 2015.

Samhandlen mellem Danmark og Myanmar har i de senere år været reduceret til de ganske få ting der ikke har været belagt med handelsembargo, for eksempel en lille mængde dansk medicin. Handelsembargoen var også årsagen til at dansk import af eksotisk træ fra Myanmar blev stoppet.

Embargoen blev dog indført at gode grunde og har været en af årsagerne til at Myanmar har lagt en ny og mere demokratisk kurs. En anden årsag til at landets ledelse har fået øjnene op for at der ligger en verden udenfor, som man kan handle med, er de store oversvømmelser der skyllede over landet i 2010. Her måtte militærstyret erkende at de ikke selv kunne håndtere krisen – de måtte acceptere at det internationale samfund trådte til med akut hjælp.

Vejen til ægte demokrati går via tegnebogen

Når det er så vigtigt at Danmark går foran for at etablere samhandel med Myanmar nu hvor embargoen er hævet, så er det naturligvis ikke blot fordi vi vil få mest muligt ud af et nyt marked. Den vigtigste grund er at Danmark er gået foran i kampen for sanktioner og for med fredelige midler at få militærjuntaen i landet til at ændre kurs. Kursen er nu justeret, og selvom det bestemt ikke kan siges at godt nok, så bør vi gå foran med et godt eksempel, ligesom vi gjorde da vi krævede sanktioner.

Der er naturligvis ingen forretningsfolk der begynder at lave forretninger i Myanmar for deres blå øjnes skyld. Der skal tjenes penge, sådan er det, men Danmark kan sætte et godt eksempel ved at fokusere på at eksportere bæredygtige teknologier og moderne produktionsløsninger til et land der er lagt bagud på netop de områder.

EUs sanktioner blev fjernet tidligere i år. USA har netop fjernet deres. Tilbage er “kun” en våbenembargo, men det vidner naturligvis om at vi har med et land at gøre, der ikke til fulde har styr på demokrati, ytringsfrihed og borgerrettigheder. Der mangler stadig at blive frigivet politiske fanger fra fængslerne. Det siddende parlament er bestemt ikke valgt ved fri og fair valg, men dog går tingene i den rigtige retning og ved at skubbe samhandel i gang kan vi underbygge og anerkende de gode takter.

Statsministeren gik forrest

Den danske erhvervsdelegation der netop nu er i Myanmar er den første af sin art og følger i den danske statsministers fodspor. For en måned siden var statsminister Helle Thorning-Schmidt i Myanmar og netop samhandlen var på toppen af dagsordenen.

Med i vores delegation er både mindre og større virksomheder, der er specialiseret i alt fra miljøløsninger til infrastruktur, fra fødevarer til medicin. Hvis succeskriteriet for vores erhvervsfremstød alene skulle være at samhandlen stiger, så kan jeg allerede nu garanterer at det vil lykkes. Sidste år eksporterede danske virksomheder for sølle 11 millioner til Myanmar – omregnet i procent er det 0,00 % af den samlede danske eksport – altså så lidt at det ikke engang kan måles i en marginal promille.

Eksporttallet vil med sikkerhed stige, men det er ikke nok at måle successen på kvantitet. De 17 danske virksomheder der er med i Myanmar har nemlig et særligt fokus på CSR – virksomheders samfundsansvar. Virksomhederne vil med andre ord ikke bare tjene penge, de vil også gøre det på en måde som gavner det samfund de handler med.

Der er altså stort potentiale for at danske virksomheder kan tjene penge på at opbygge rammer for handel i mindre udviklede lande. Signalet fra de lokale erhvervsfolk er også klar: Der er masser af forretningsmuligheder i Myanmar – anslået 50 virksomheder og erhvervsledere fra Myanmar mødte velforberedte op på vores seneste konference – så det er bare at komme i gang.

3 kommentarer RSS

  1. Af Kathrine Alexandrowiz

    -

    Tak for et spændende indlæg. Det er godt med stor interesse for Myanmar. Jeg har arbejdet i landet siden 2008, hvor Cyklon Nargis hærgede, og en ny forfatning blev stemt igennem med 92,4 % stemmer for, i et valg der hverken var frit eller fair. Tiderne har virkeligt ændret sig siden da. Nu gælder det vækst og ikke mindst CSR.

    Der er, som du skriver, masser muligheder i Myanmar også for at gøre sund og bæredygtig forretning. Det gælder særligt for virksomheder, som er klar på at gøre en indsats for at bibeholde egne værdier og bruge dem i progressivt – ikke bare i udviklingen af virksomheden men også i udviklingen af landet.

    I mit arbejde med CSR i Myanmar understreger jeg altid vigtigheden af at kende konteksten især i de etniske områder. Et eksempel: Myanmar er et forskelligartet land med 8 etniske grupper og et væld af undergrupper, der groft sagt har bekæmpet hinanden og militærdiktaturet på kryds og tværs, og derfor skal man være opmærksomhed på nærområdet og landrettigheder, inden man anlægger produktion eller anden forretning. Et andet eksempel er det gode personlige netværk, hvor man kan validere informations rigtighed i et land, hvor beslutninger kan være noget ad hoc-prægede.

    Og meget, meget mere. Ja, Myanmar er mulighedernes land – men pas på, det er stærkt vanedannende.

  2. Af B P

    -

    Det eneste der umiddelbart faldt mig ind var egentlig, at Danmark i enhver henseende bør afholde sig fra at kommentere på andre landes demokratiske sindelag eller retstilstand.

    Fej for egen dør først, siger et gammelt klogt ordsprog.

  3. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Min tilgang er nu mere sikkerhedspolitisk.
    Det kan ikke være i vores interesse, at Burma bliver endnu en “failed state” som Somalia med alle de dermed forbundne problemer med pirater. Vi kan heller ikke leve med, at Burma bliver et kinesisk “protektorat”.

    Vi kan pibe og vi kan synge; men det kan ALDRIG være i Danmarks interesse, at sejladsen på Malacca-strædet kommer i fare – vi har problemer nok med adgangen til Suezkanalen sydfra.

    Hvis ikke Burma får en mulighed for at tjene til dagen og vejen på hæderlig vis, så vil desperationen drive dem til uhæderlighed.

    Om der skulle ryge nogle millioner i U-lands bistand er for mig ikke afgørende; men det kan blive nødvendigt for, at der bliver en stat, der kører bare nogenlunde elendigt.

    Det andet perspektiv er at visse råvarer er spekuleret ind i ikke-eksistens, hvor sælger ikke har råd til at sætte prisen ned (så er han nemlig ruineret) og varen er altså ikke tilbudsprisen værd.

    Derfor skal de have en mulighed for at tjene nogen penge, så de kan importere det mest nødtørftige. Hvis ikke der kommer ordnede forhold og dermed løsladelse af politiske fanger, så kommer der revolution – og så er alt ødelagt igen.

    Jeg glæder mig til flere reportager om situationen i landet.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info