I den forgangne uge har København stået i modens tegn, og jeg har med forsigtighed bevæget mig ud i det hektiske modevirvar, for at blive klogere på hvad der rører sig på bæredygtighedsdagsordenen i tøj-industrien. Som læserne af denne blog vil vide, har jeg tidligere opfordret branchen til at arbejde i retning af mere ansvarlighed. Jeg kan melde, at der er lang vej endnu til modeverdenen er grøn, men jeg er blevet optimistisk på den danske branches vegne.
Der er så rigeligt med mode at se på, for Københavns modeuge overgås kun af Paris hvis man måler på antallet af udstillede tøjmærker (2.402 forskellige brands), men heldigvis har jeg koncentreret mig om bæredygtige producenter – dem er der ikke så mange af, men de der findes gør det godt.
Udfordringen er reel nok, når man ser fakta igennem, for modebranchen er, som Klima- og Energiminister Martin Lidegaard har formuleret det i ugens løb, en af verdens mest forurenende industrier – kun overgået af olieindustrien. Samtidig køber hver enkelt dansker, ifølge WWF, hele 13 kg. tøj og sko om året og næsten 75 % af verdens produktion af tøj til eksport foregår, ifølge Greenpeace, i udviklingslande, mens virksomhederne bag de største mærkevarer primært har hovedkontor i den nordlige del af verden. I undersøgelserne ”Dirty Laundry” og ”Hung out to dry” påviste netop Greenpeace sidste år, de enorme udfordringer den globale tøj industri har med udslip af kemikalier.
Hvad vi gør hver især er naturligvis også interessant og der findes da også mange genbrugsforretninger i Danmark, men undersøgelser viser, at der stadig er langt mere interesse i at aflevere tøj til genbrug end i at købe eller bytte brugt tøj selv. Samtidig viste en opgørelse at Kirkens Korshær alene sendte 450 tons tøj til forbrænding sidste år.
Københavns modeuge er med fremme i den bæredygtige sko, selvom der også globalt er en tendens undervejs, som man eksempelvis kan læse i Vogue-redaktør Franca Sozzanis blog. Blandt andet har Livia Firth taget initiativ til et såkaldt ”Green Carpet” der skal supplere det klassiske ”Red Carpet” ved store prisuddelinger, hvor divaer og filmstjerner kun får adgang, hvis de har bæredygtige kreationer på. Hvordan det vil se ud, når Gucci, Armani og Chanel skal designe bæredygtigt ved jeg ikke, men jeg ved hvordan det ser ud når danske David Andersen præsenterer sine designs. Det var nemlig hans show jeg blev anbefalet da jeg spurgte modefolk om, hvad jeg skulle kaste mig ud i under modeugen, hvis jeg ville have en oplevelse med udgangspunkt i bæredygtighed.
Jeg skal gerne erkende at det var min debut til et modeshow, og derfor skal jeg ikke kloge mig på det indholdsmæssige eller selve designet. Jeg koncentrerede mig i stedet om at tale med designeren selv efter showet, hvor han fremhævede at det for ham ikke var et salgsparameter at hans tøj skal kunne markedsføres som bæredygtigt – hos ham er det designet der skal være det bærende. Og det er det, kan jeg bekræfte, for selvom jeg ikke lige er målgruppen på hans design, kunne jeg godt se at der virkelig er tænkt over detaljerne. Hvis du går op i den slags detaljer, som jeg ikke er i stand til at formulere eller vurdere, kan jeg anbefale Naja Helene Hertzums anmeldelse af showet, som blandt andet beskriver: ”David Andersens damekollektion blev især båret frem af et par kjoler med smukt udførte vandfaldsudskæringer, og velkonstruerede draperinger, mens man på herresiden især husker en cardigan i kraftigt uldstof med skrå lynlås og løs hætte – smagfuldt og en mere moden David Andersen end hidtil.”
Interessant nok dykker anmeldelsen dog ikke ned i materialevalget, hvor de gennemgående ord er bæredygtig, certificeret og fair trade. Sidste år udtalte David Andersen til Fri.dk: ”Det betyder efterhånden mere og mere for mig, at tøjet er produceret under ordentlige forhold. Det mener jeg, at man som designer skal tage stilling til. Jeg vil ikke byde en eller anden inder at hoppe rundt i et kar fyldt med kemikalier på grund af, at mine kreationer skal have diverse print og farver.”
Hvad selv mine ukyndige øjne spottede i det Andersenske tøjunivers, var der meget lidt bomuld (faktisk tror jeg ikke der var noget bomuld overhovedet) og det er der naturligvis en grund til.
At vælge andre typer materialer end bomuld, er nemlig blevet gjort til et særligt fokusområde i den danske modebranche. Det skyldes blandt andet, at bomuldspriserne i de kommende år vil stige eksponentielt med befolkningstilvækst og vældstandsforbedringerne især i BRIK-landende*. Som det er nu, er prisen på en t-shirt kunstigt lav – bare tænk på, at man i Føtex kan købe en bomulds t-shirt til 29,95, og det til trods for at den har kostet 1.500 liter vand, utallige mandetimer i fabrikation, farvning og distribution. En t-shirt der i øvrigt ofte har, en levetid på ganske få vaske inden den kasseres.
Derfor arbejder den danske modebranche målrettet med, at give designere muligheden for at afprøve nye materialer, der er bæredygtige og fremtidssikrede. Man kan for eksempel lave silke-bløde materialer ud af bambus, soya og proteinerne i restprodukterne fra mælkeproduktion. Man kan lave læder-agtige materialer ud af visse typer åkander og i Island har man et lille eksporteventyr med fiskeskind, der kan bruges til bælter og sko.
Der er lang vej til den globale tøjproduktion bliver grøn, men jeg synes det er værd at fremhæve at Danish Fashion Institute har indgået et partnerskab med FN’s Global Compact om, at udvikle det første verdensomspændende etiske regelsæt kun møntet på modebranchen. Det er første gang, FN indgår i et sådant samarbejde med en specifik branche for øje. FN’s etiske retningslinjer for modebranchen bliver præsenteret på Copenhagen Fashion Summit, det københavner-baserede topmøde for bæredygtig mode, som afholdes 3. maj 2012 i København.
Det var inspirerende i denne uge, at møde en designer der tør tænke anderledes og opfatter det bæredygtige som en helt naturlig del af sit arbejde. Han og hans generation af nye samfundsbevidste designere kan meget vel blive vendepunktet for en branche der nok er farverig, men hvor der på bundlinjen er rendyrket kulsort samvittighed.
Om Engelbrechts Erhvervsråd:
Socialdemokraternes erhvervsordfører Benny Engelbrecht skriver om virksomhedernes sociale ansvarlighed og udnævner i hvert indlæg et godt og et dårligt eksempel på ansvarlighed indenfor et bestemt emneområde. Bedømmelsen foretages ikke ud fra valideret adgang til dokumentation fra virksomhederne, men baseres alene på skøn foretaget ud fra åbne kilder. Bloggens forfatter forbeholder sig derfor også ret til at revidere sine skøn, hvis kilderne viser sig at være mangelfulde eller fejlbarlige. Bloggen er først og fremmest ment som en inspiration og opmuntring til ansvarlige virksomheder.
* BRIK = Brasilien, Rusland, Indien og Kina.
6. februar 2012 kl. 12:45
[...] Read the full story and more. [...]